er det mon nu jeg skal gøre det?

som mange af jer godt ved så har jeg ikke haft det ret godt her på det sidste. tværtimod. jeg har følt mig trist og ked af det og stemmerne har virkelig været efter mig. jeg kæmper og kæmper men jeg kan snart ikke mere. jeg har flere kræfter tilbage. jeg kan virkelig ikke mere. jeg vil have fred. jeg vil væk fra alt det her helvede. stemmerne lover og lover at hvis jeg forlader denne jord vil jeg få alt det fred som jeg virkelig ønsker mig. jeg kan ikke holde det ude længere. stemmerne vil have jeg skader mig selv konstant. her i dag brugte jeg en skruetrækker til at skade mig selv med. det jeg ønsker mig allermest i hele verdenen er at de skide stemmer forsvinder og aldrig kommer tilbage igen. og så jeg bare kan leve et helt almenligt liv. men for at komme tilbage til blogindlæggets titel. så lægger stemmerne planer om, om det skal være nu det skal være. mine veninder er på Sjælland og min nabo er nede i Sønderjylland. det vil så sige at jeg er helt alene og ingen kan nå at stoppe mig i mine planer. er tiden mon kommet til at jeg skal sige farvel. og endelig få fred? jeg har to scenarier som kunne være en mulighed. det ene er at gå ud foran et kerede tog den anden er at tage alt min medicin og på den måde få fred. jeg vil ikke være skyld i at andre får et traume ved at jeg hopper ud foran toget. det bedste ville nok være at jeg bare tog alt mit medicin. så skal jeg heller ikke gå ud for end dør. jeg ved godt at jeg vil gøre alle mine venner og familie kede af det. og det er virkelig ikke mening. jeg føler bare at jeg ikke har flere kræfter tilbage til at kæmpe med. jeg kan virkelig ikke mere. jeg vil ikke mere. det må virkelig være nemmere på den anden side som stemmerne siger. det er det eneste jeg tror på lige nu. jeg har kæmpet alt for længe nu. det går ikke længere.

Hvad være er. Så går der rygter om mig om mine stemmer blandt crew på den radio jeg ejer. Da jeg fandt ud af det gik mine stemmer helt amok. De er meget sure over det. De vil hellere end gerne have at jwg gør hvad de siger. At jeg skal gøre det nu. Bare få det overstået. Så slipper jeg både for stemmerne og alle de forbandet stemmer. De har kørt på vores Discord at mine veninder har kæmpet med mig for at få mig til at tage min medicin. Det er sluppet ud. Og nu er det kommet for øre på nogen af de andre radioer.

Når vi skal have crrwmøde her på søndag vil min veninde have at jeg skal fortælle dem om mine stemmer. Og de psykiske problemer jeg går med. For at kunne lukke de rygter. Det vil mine stemmer på ingen måde have. De vil gerne have at jeg når at gøre en ende på det hele inden søndag. Så jeg ikke skal gå igennem det. Jeg har kun til i morgen torsdag. Da min veninde vender tilbage til Nordjylland. Jeg ved bare ikke om jeg har medicin nok til at kunne gøre det. Ellers må jeg ned på apoteket og hente noget mere. Det må jeg lige få tjekket op på.

Jeg ved ikke helt om jeg skal skrive et afskedsbrev. Og hvis ja. Så skal jeg lige finde ud af hvad det skal handle om. Jeg får godt nok en travl dag i morgen. Med alt det jeg skal nå.

Vi må se hvordan det hele kommer til at gå. Nemt bliver det ikke. 😢

Jeg håber ikke at det her blogindlæg har påvirket jer. Det beklager jeg meget hvis det har.

jeg ville gerne men jeg kan ikke

som alle nok ved så er verdenen fyldt med corona hvilket er meget skrammede og angstprovokerede. der er jo så kommet de her corona-vacciner hvilket jeg syntes er en virkelig god ting. men desværre så er det sådan at jeg har totalt nåleskræk. og kan derved ikke bare blive vaccineret. det går mig virkelig meget på. for jeg vil jo gerne være en del af samfundet men samtidig så skal man jo helst vacciners for at undgå at kunne blive syg. så jeg står i et kæmpe dilemma om hvordan jeg lige skal håndtere dette her. for jeg er ikke ude på at være til besvær. og jeg vil jo også gerne vise at jeg gerne vil være med til at bekæmpe denne virus. men fuck det er bare ikke nemt. for man kan jo ikke undgå at det kommer til at gøre rigtig ondt. når man skal stikkes. hvad værre er. så de fleste vacciner skal man have to stik. og det kan jeg på ingen måde klare. jeg ville måske kunne overleve det ene. men at skulle have to stik. det er helt umuligt for mig. men desværre så vidt jeg ved så kan man ikke selv vælge hvilken vaccine man gerne ville have. og det slår mig rigtig meget ud af kurs. bare det jeg høre at andre har fået de to stik. gør mig i den grad helt igennem angst. for jeg ved at jeg ikke kan komme udenom det. og det på et tidspunkt bliver min tur i rækken. jeg har overvejet at tage fat i dem som nu skal vaccinerer og høre om der er andre måder man kan gøre det på eller om jeg kan komme ind på sygehuset og måske få lidt bedøvelse. samt kun at få den vaccine hvor man skal stikkes en gang. hvis ikke det er muligt så må jeg bare erkende at jeg ikke kan gennemføre vaccinationen da jeg simpelthen bliver for angst. nogen kampe må man bare erkende at man ikke kan vinde. og det her er tilsyneladende en af dem.

en snak med min distriktssygeplejerske

her for et par dage siden skulle jeg snakke med distriktssygeplejerske. vi skulle snakke om hvordan det går. nogen af mine veninder var med over discord for de skulle nemlig fortælle hvad der var sket til festen hvor jeg havde et meget stort angstanfald hvor jeg blev nød til at blive holdt fast. de fortalte hvad der var sket som jeg skrev i mit tidligere blogindlæg så det vil jeg ikke gå i flere detaljer med. men de fortalte i hvert fald hvad der var sket. bl.a at jeg rigtig gerne ville skade mig selv og begå selvmord hvis jeg kunne komme afsted med det. da de var færdige med at snakke skulle hende og jeg snakke alene. hun spurgte mig hvordan det gik. jeg sagde jo at jeg var ret selvskade og havde mange selvmordstanker. som også mine veninder sagde da de snakket med hende. desværre mente hun ikke at jeg var syg nok til en indlæggelse. hun sagde at jeg sikkert kun ville blive indlagt i en nat og så sikkert blive udskrevet dagen efter da der er nogen som har det meget værre end mig som hun mente. hun bagatelliseret nærmest de ting jeg havde og de ting som mine veninder sagde til hende om hvor slemt det virkelig var. hun sagde at min selvskade ikke var særlig alvorligt. det værste hun spurgte mig om og som trigget mine stemmer og mig var hvis jeg virkelig havde selvmordstanker og gerne vil begå selvmord. hvorfor jeg så ikke havde gjort det endnu? det gjorde mig virkelig ked af det og jeg fik bare lyst til at gøre det. mine stemmer sagde. der kan du jo bare se Sascha. hun vil jo gerne have at du skulle gøre det. så hvorfor har du ikke gjort det endnu hvor svært kan det være. det burde du virkelig gøre. desværre så er stemmerne godt i gang med at ligge planer om hvordan jeg skal gøre det. for det hun sagde det trigget mig godt og grundigt. for hvorfor skulle hun spørge mig om hvorfor jeg ikke bare har gjort det endnu. det må jo betyde at hun gerne vil have at jeg skal gøre det. lige nu ligger jeg planer om hvordan jeg skal gøre det. skal jeg gå ud foran et kørende tog. eller en overdosis af min medicin. eller skal skade mig selv så meget at jeg ikke vil overleve dette. eller køre noget helt andet. det må tiden vise.

så vi må se hvad der kommer til at ske. en ting er sikkert. godt kommer det ikke til at ende.

og jeg vil ikke være her ret meget længere hvis det lykkedes.

jeg ved godt at de vil hjælpe mig

lige for tiden er jeg i en meget svært periode. mine stemmer er meget slemme og de syntes bestemt ikke at jeg skal tage min medicin. mine venner forsøger virkelig at hjælpe mig. og gør hvad de kan for at få mig til at tage min medicin. men sagen er at det er meget svært når stemmerne er slemme. dette er meget hårdt for dem fordi jeg ikke bare kan tage når stemmerne ikke vil have det. jeg er bange for at jeg fylder for meget for dem. selvom de ikke siger det kan jeg mærke at det er noget der er meget hårdt. jeg ville bare ønske at jeg bare kunne tage min medicin når jeg bliver bedt om det. det gør mig ondt at jeg er til besvær og ikke bare gør det som de siger. for når stemmerne er slemme så kan jeg være svær at nå ind til. jeg ved slet ikke lige hvad jeg skal gøre. for det kan ikke blive ved sådan her.

skal jeg mon sige det?

som skrevet i mit tidligere blogindlæg gik det helt galt til festen hos nogen venner i går. og det er nu dagen derpå. vi snakket lidt om det her i dag og de vil meget gerne have at jeg fortæller det til min distriktssygeplejerske og min psykiater hvor skidt jeg faktisk har det. og hvad der skete til festen. det ved jeg bare ikke om jeg kan fordi at mine stemmer på ingen måde ville tillade mig at sige det til dem. jeg ved sku ikke helt hvad jeg lige skal gøre der. for på den ene sige er det nok en god ide. men på den anden side vil mine stemmer nok bare blive endnu værre end det de er nu. jeg er meget bange for hvad der sker hvis jeg siger det. 1 vil stemmerne blive værre? 2 vil de så tvangsindlægge mig eller noget helt tredje? bare tanken om hvad de sætter i gang gør mig meget angst. fordi jeg ikke ved hvad der skal ske. jeg skal snakke med min distriktssygeplejerske her i løbet af ugen. så må vi se om jeg har taget mod til at kunne sige det. eller om jeg bare skal sige at alting er i den skønneste orden.

en meget skidt afslutning på en ellers god aften.

her i går var jeg til fest sammen med nogen venner fra radioen. alt så ud til at gå godt og vi hygget os rigtigt meget. men det ændret sig senere hen af natten. alt det jeg skriver nu har jeg fået fortalt da jeg ikke selv husker ret meget. det startet med at en af de andre kom lidt for tæt på. jeg ved ikke om det var det der gjorde at det hele desværre væltet. men det væltet ihverfald for mig. stemmerne larmet og jeg blev meget bange og ked af det. men desværre blev det ikke med bedre. jeg begyndte at prøve at skade mig selv. hvor de så til at starte med prøve at tale mig fra det. men det virkede desværre ikke. jeg fik desværre meget værre og det udviklet sig til et større angstanfald hvor der måtte seks mennesker til at holde mig fast fordi jeg kæmpet voldsomt imod da jeg ville skade mig selv. og da de så holdte mig fast blev det ikke bedre tværtimod. jeg kæmpe og kæmpet for at komme fri men de holdte mig fast. jeg tror de kæmpet med mig i en halv time eller mere. til sidst skulle de lige til at ringe til 1813 for at få mig tvangsindlagt. men det lykkedes heldigvis for dem at få mig til at falde til ro til sidst. det var en meget voldsom oplevelse både for mig men i den grad også for dem. jeg er virkelig ked af at de skulle opleve det her. det havde jeg aldrig troede. også bare det at jeg er aldrig er blevet holdt fast før. og jeg er virkelig bange for at det skal ske igen. jeg tror aldrig at jeg har været så langt ude før. for hvad kan der mon ske næste gang. kan det blive endnu værre? den tanke skrammer mig rigtig meget. jeg er bange for at jeg kommer til at gøre noget endnu værre. for tænk hvis jeg er alene næste gang. så kan de ikke stoppe mig. stemmerne vil rigtig gerne have mig til at skade mig selv endnu mere. samt tage alt min medicin. og hvis jeg er alene så kan de jo ikke forhindre mig i at gøre det.

lige nu sidder jeg i toget mod aalborg mens jeg skriver dette blogindlæg. og jeg sidder og tænker på alt det der skete i går. og det skrammer mig meget. at tænke på. for som jeg skrev tidligere. hvad kan der mon ske næste gang.

jeg har lavet en aftale med en af mine veninder som var med til festen at vi ringes sammen hver dag så jeg får taget mig medicin samme tid hver dag.

jeg håber virkelig ikke at alt dette skal gentage sig i fremtiden. jeg kan virkelig godt mærke det i kroppen i dag. da jeg er meget træt efter i går

det endte helt galt

her forleden gik det lidt i hårdknude jeg havde det rigtig skidt jeg kan desværre ikke huske ret meget da jeg virkelig var angst og havde rigtig mange stemmer og selvmordstanker. jeg har fået det der skete fortalt af mine veninder som var tilstede over discord som jeg snakket med dem via. det der startet og som det sidste jeg husker. er at jeg lagde mig i sengen mens jeg snakkede med mine veninder. jeg begyndte at få det rigtig skidt da mine stemmer begyndte og være slemme og larme ville gerne have at jeg skulle lave selvskade. det der skete var at jeg blev meget angst og var meget svært at kommen i kontakt med. de fortalte at jeg var helt knækket og var slet ikke mig selv. jeg begyndte at ryste meget og banke hovedet ind i sengen for at lave selvskade. jeg brugte også en neglefil til at skade mig selv med. jeg sagde også til dem at jeg ville gå ned på banegården for at går ud foran et tog. udover det ville jeg have taget alt mit medicin for at gøre en ende på det hele. som mine stemmer gerne ville have. dette fik de så talt mig fra det. og det endte med at de faktisk gav mig et ultimatum. enten blev jeg indlagt. ellers også så skulle jeg tage op til en af mine veninde ellers ville de komme og hente mig for at jeg ikke måtte være alene. hvilket mine stemmer bestemt ikke syntes at jeg skulle være sammen med nogen for så kan de ikke få magten og få mig til at gøre skade. så det endte med at jeg tog til sjælland ned til en af mine veninder så de kunne passe på mig. så det er der jeg sidder netop nu og skriver dette blogindlæg. de holder meget øje med mig og hvad jeg laver. de har fjernet alle knive og skarpe genstande så jeg ikke kunne skade mig selv med dem. hvilket mine stemmer er meget sure over. lige nu overvejer jeg meget at stikke af. fordi mine stemmer virkelig ikke ville have at jeg bliver her. de vil meget gerne have at jeg gør en ende på det hele. stemmerne har nemlig lovet mig at hvis jeg gør det. så skal de nok forsvinde og lade mig være. jeg ved ikke om jeg kan blive ved med at kæmpe. for det lyder virkelig lovede hvis jeg forsvinder for altid. bare tanken om at stemmerne er væk. og jeg bliver fri for selvskade ville virkelig være det bedste der er sket.

jeg har ikke tænkt mig at fortælle dem at jeg vil stikke af. for så slår de bare deres alarm til så jeg ikke kan komme ud. men jeg har allerede en plan for hvordan jeg skal komme uden om deres alarm. jeg har tænkt mig at sige til dem at jeg gerne vil sove med vinduet åben. for så kan de ikke slå alarmen til da vinduet står åbent. heldigvis kan jeg komme ud af det vinduet hvis jeg nu ikke kan komme ud af døren. så bare det er en lettelse for mig at vide.

hvad de heller ikke ved er at jeg har et usb kabel til min telefon. som har et skarpt stik. som jeg har brugt til at skade mig selv med. og det virker rigtig godt. det ved de heldigvis ikke noget om. så på det punkt er stemmerne et par point forud.

jeg beklager at dette indlæg bliver meget roet med det er mine tanker desværre også. men jeg håber at du trods alt fik lidt ud af dette indlæg.

skal måske starte i stemmehøregruppe

her for noget tid siden snakket jeg med min distriktsygeplejske hvor vi kom ind på forskellige tilbud og behandlinger da jeg bl.a høre stemmer. hvor hun så fortalte at de faktisk havde nogen stemmehøregrupper man kunne melde sig til. hvilket jeg faktisk syntes var en rigtig god ide. for jeg føler mig meget alene med alle stemmerne. og jeg savner faktisk nogen som har det ligesom mig. som man kan spare med. også som ved hvordan jeg har det uden at jeg ska forklare en helt masse. jeg har desværre været ude for at folk har sagt jamen Sascha hvordan kan du høre stemmer hvis der ikke er nogen. hvilket gjorde mig rigtig ked af det. fordi at jeg følte at jeg bare ville have opmærksomhed og at de ligesom ikke rigtig troede på mig. hvilket gjorde det hele virkelig frustrerende. for hvis der er noget jeg ikke vil have så er det opmærksomhed. jeg syntes i forvejen at det er meget pinligt og meget følsomt emne. for på det punkt er jeg meget svag og sårbar. men vi må ske hvad der kommer til at ske. lige pt sker der ikke ret meget på grund af alt det her corona. der er alt desværre bare lukket ned. ved dog ikke hvor længe jeg kan kæmpe imod de her stemmer. de bliver ikke mindre og lettere med tiden desværre. jeg føler nermest at de bliver være og være. Og at jeg ikke føler at jeg kan blive ved med at kæmpe. Hvad sker der når jeg ikke kan mere. Hvad nu hvis jeg giver slip og lader stemmerne overtage magten. Jeg er bange for at jeg kommer helt derud hvor det er for sent. Hvad vil folk ikke tænke hvis jeg en dag ikke var her mere. Ville de tænke at jeg var egoistisk og at jeg ikke tænkte på dem som var mig nær. Og holde af mig. Jeg ville jo også have det dårligt med at gøre andre kede af det. Bare fordi at jeg ville slippe for angsten. Stemmerne. Tvangstankerne. Og selvskaden.

Jeg beklager meget at dette indlæg sluttet lidt anderledes end jeg lige havde forestillet mig. Men det er desværre hvad der sker når stemmerne tager styringen.

Angstens verden

her i går gik det på ingen måde som det skulle. som mange af jer ved så døjer jeg med angst og har gjort det i et godt stykke tid. her i går havde jeg kørt en døgner da jeg har åbnet min egen netradio. hvor vi så holdte 24 timers marton med live djs. jeg har haft en veninde på besøg i weekenden plus der kom en mere her i lørdags. alt gik som det skulle. men da de begge var taget hjem og jeg igen var alene gik det helt galt. stemmer var rigtige slemme og da angsten kom oveni gik det helt galt. jeg fik et ret voldsomt angst anfald hvor jeg desværre var virkelig selvskade. og havde faktisk lyst til at tage alt min medicin. for bare at flygte fra det hele. desværre har jeg gået med de tanker længe og jeg er virkelig bange for at det en dag bliver til virkelighed. for både stemmerne og angsten er desværre taget til her det seneste stykke tid. heldigvis tog jeg ikke alt min medicin. men jeg er virkelig bange for at det sker igen en dag ligesom det gjorde tilbage i 2013 på blindeinstituttet hvor jeg tog alt min medicin for en helt weekend og desværre røg på sygehuset med ambulance. det var stemmerne virkelig ikke glade for. for de ville jo gerne have at jeg ikke klaret den. og det plager de mig stadig om den dag i dag. at de vil have at jeg skal gøre det igen. da jeg har langt mere medicin hjemme og selv har styringen over det hele selv. og det kan virkelig være svære at kæmpe i mod. bare det at tage PN er en kamp da de ikke vil have at jeg tager det. for så har de ikke ligeså mange kræfter til at kæmpe med. så det er desværre en kamp hver dag. og jeg er bange for at jeg ikke vinder denne her kamp. men så får de da også deres vilje. og jeg får fred for dem. for det er det jeg allermest ønsker. jeg har bare lyst til at gøre som de siger. for måske har de i virkeligheden ret. måske er der meget bedre på den anden side. hvor der ingen stemmer og angst er. det håber jeg at der er ihvertfald. for ikke at snakke om selvskade. det er virkelig også noget at de logger med. hvis jeg bare gøre som de siger. de siger nemlig at på den anden side at der heller ikke selvskade. så lysten er virkelig stor for at komme derover.

men lad os se hvad der sker. lige nu er jeg her ihvertfald.

lidt siden sidst

der er gået nogle måneder siden at jeg har skrevet et indlæg og nu skulle det sku være med en opdatering. siden sidst har jeg fået ny sagsbehandler og har endda været til et virtual møde med hende. hun skulle lige lære mig at kende og så snakkede vi om hvem jeg var og hvad jeg har været igennem. bl.a min psykiske ting/tilstand. jeg sagde så til hende at jeg meget gerne ville søge en førtidspension. da jeg på ingen måde ville kunne klare et job. og at det bare ville gøre min psykiske tilstand meget værre. og at jeg ville ende ud i at skade mig selv meget mere da jeg ikke ville kunne overskue det. ligesom det skete sidst jeg var i en praktisk. hun var faktisk ikke afvisende overfor en førtidspension. hvilket måske gav mig et lille håb. om jeg ville kunne få en. hun er ihvertfald gået i gang med at indhente forskellige oplysninger om mig både fra psykiatrien. men også mine tidligere sager.

udover det så har jeg også været til møde med min distriktssygeplejerske og min psykiater da vi skulle snakke om min tilstand som er blevet meget værre det seneste stykke tid. jeg selvskader en del mere. og så er stemmerne taget meget til i styrke. samt er mine tvangstanker også blevet værre. hvilket på ingen måde er godt. indtil videre er jeg blevet sat op i medicin så jeg nu får 1000mg i stedet for de 800 mg som jeg får nu. så det bliver spædende at se hvordan det kommer til at virke. hvis ikke dette virker er der snak om at jeg skal prøve noget andet medicin. abillyfy tror jeg det hed. men da jeg har mange tvangstanker er seruquel som jeg får nu er mere velegnet og beroligede hvor abillyfy ikke virker på samme måde. men udover det så får jeg stadig PN på 25mg som jeg kan tage hvis det hele bliver for slemt. jeg håber virkelig at det hjælper. for ellers ved jeg ikke hvor længe at jeg kan holde til det her. jeg har desværre et blogindlæg læggede i kladder som hedder planlægningen hvor jeg har skrevet hvordan jeg ville gøre hvis jeg ville begå selvmord b.a med afskedsbrev. dette ved jeg ikke om jeg ville offentligere da det er meget voldsomt læsning. og da det er stemmerne som har skrevet det da de var allerværst. så det er på ingen måde positivt. så vi må se om det er et indlæg jeg vælger at offentliggøre. det må tiden vise.