det er lidt tid siden jeg har skrevet herinde. der er sket et par ting siden sidst. det er bået i den gode retning og desvære den dårlige retning. i den gode retning er der sket det at jeg har fundet en metode til at kunne holde selvskaden på afstand. fordi der er en god ven som hjælper mig og laver aftaler med mig og at jeg ikke skal skade mig selv nogen timer. og det hjælper mig virkelig meget. og det skal du have virkelig tak for søde. i den dårlige retning er der at jeg har haft virkelig mange og voldsomme angstanfald som gjorde at jeg er meget træt og at jeg bliver nemt utryg og bange. og så ikke kan komme til undervisning og følge med. så det er noget lort. og jeg ved ikke hvordan jeg kan komme uden om de angstanfald for de kommer tit om natten og når jeg mindst venter det. og det gør det ikke nemmere for stemmerne hjælper godt til med at gøre det dårligere og at jeg ikke kan klare min hverdag. for der kommer alle mulige billeder og mærkelige ting som gør mig bange. for jeg kan ikke se om det er virkelighed eller bare noget som fårgår inden i mig. jeg ved ikke hvordan jeg kan se forskeld på tingene. og det kræver virkelig meget energi. jeg ville ønske at jeg kunne gøre noget for at komme tilbage til virkeligheden. for det er faktisk ret svært. når alle stemmerne rarser og der er mange psykoser. det er virkelig ubehaligt. og det er ikke noget i skal ønske jer at opleve og mærke. for det ændre virkeligheden så meget og på sådan en måde at det er meget ubehaligt og ikke nok med det. så kommer billeder af døde mennesker og masser af blod og lydene er bare så klamme. og det kan gøre at jeg slet ikke kan spise noget. og hvis det virkelig er slemt så kan det ske at jeg kaster op. og laver selvskade fordi jeg ikke kan flygte fra det. og bagefter er jeg bare så træt. og det kan tage lang tid for mig at komme op igen og kunne rumme tingne omkring mig. og det er ikke alle som kan forstå det. for de tror når jeg er mødt op til undervisingen at jeg så er klar og kan rumme det. men det er ikke altid at jeg kan det. og det er meget frustrerende og lærene liner bare et spørgsmålstegn. og det gør det ikke nemmere at håndtere. men glæder mig til at se det bosted som ligger i sorø. så må vi se om det er noget for mig. så det glæder jeg mig meget til. og så håber jeg at det er det rigtige for mig. så jeg kan smutte herfra instituttet og komme videre i mit liv. og få hjælp til de problemer som jeg nu end gang har. for det ville virkelig være rart. for så kan jeg måske end dag få et arbejde og være fri fra alle de problemer som jeg lige nu går rundt med. for alle de stemmer og dumme tanker. de måtte godt gå af helvede til. de er en belastning for min hverdag fordi de fylder so meget og til tider ødelægger det hele og forhindre mig i at gøre det jeg gerne ville og være med til de aktiviteter og projogter som sker omkring mig. for så længe de forhindre mig i at være med. så længe lære jeg jo næsten heller ikke noget. jeg er faktisk pisse træt af ikke at kunne være med. for jeg har fået af vide at jeg bare skal tage mig sammen. men det er jo nemmere sagt end gjort. og det er der bare nogen som ikke helt forstår. jeg tror ikke selv de har været der. for det lyder det til. desværre. men hvorfor skal det så gå ud over mig. det fatter jeg bare ikke. for det bare ikke fair. men sådan er livet bare nogen gange. men håber på længere sigt at folk ville kunne forstå mig. det gør det heller ikke nemmere at jeg ikke har fået diagnosticeret en sygdom som jeg kan forholde mig til. med andre ord. jeg ved ikke hvad der er galt med mig. og det frustrere mig virkelig meget. og jeg føler at jeg ikke kommer nogen vejne med at finde en diagnose. og jeg ved heller ikke om der nogensinde bliver fundet en. men lad os nu se. jeg tror bare mindre og mindre på det.