angsten styre min tur

jeg sidder her i vores hytte. og slapper af efter en lang dag. vi startet med at skulle mødes i badelandet kvart i ni i morgen. allerede der kunne jeg mærke en knude i maven. som jeg ikke vidste hvor det kom fra. det vidste sig senere at det var angsten der banket på. da vi skulle prøve rutsjebanerne gik den for alvor amok. jeg ture ikke prøve dem. fordi at stemmerne sagde at der ville ske mig noget hvis jeg prøvet dem. jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme af med angsten igen. jeg havde ikke noget pn med ind i badelandet. og jeg ville ikke fortælle min mor hvad angsten gjorde ved mig. hvis hun spurgte så vidste jeg ikke hvordan jeg skulle forklare hende det. for hun forstår det ikke rigtigt. da hun ikke selv har prøvet det at have angst. og jeg havde på ingen måde overskud til at skulle prøve at sætte hende ind i det. for hvordan skulle jeg forklare noget som man aldrig har prøvet. jeg syntes at det er virkelig svært hvertfald. men det gik da til sidst. jeg kom da igennem det. så det er bare dejligt. lige nu sidder jeg i hytten og slapper lidt af inden jeg skal til fest i en af de andre hytter. måske kan jeg så få noget andet at tænke på. end stemmer. angst og dæmoner og skyggerne. de skal ikke styre mig. selvom de vinder nogen gange. heldigvis er der ingen der har kommenteret at jeg har et stort sår på min højre hånd efter at jeg havde lavet selvskade. det er jeg faktisk glad for. jeg frygtet rigtig meget at der er nogen der ville sige noget da det ikke er helt lille. i morgen skal vi i badeland igen og ud og bowle ligesom min mor og jeg var i dag. det var rigtig hyggeligt. så det glæder mig meget til. jeg ved dog ikke om jeg vi i badeland til at starte med. for jeg vil helt sikke have at angsten igen bryder løs. men nu må vi se hvordan jeg har det i morgen. det må tiden jo vise.

nu vil jeg afslutte dette blogindlæg da jeg lige vil gøre mig klar til at skulle ud af døren. kan i lave en dejlig aften.

skal til Lalandia sammen med dansk blindesamfund

så er det i dag at skal jeg rejse til Sjælland da min mor og jeg skal til til Lalandia sammen med dansk blindesamfund. det glæder jeg virkelig meget til. jeg er dog skide nervøs for hvordan det kommer til at gå. det er længe siden at jeg har været sammen med så mange mennesker. men jeg er sikker på at det nok skal gå. jeg glæder mig virkelig til at skulle komme af sted. det er flere år siden at jeg har været i Lalandia. så det glæder jeg mig meget til. vi skal af sted fra torsdag til søndag. så det skal nok blive hyggeligt. jeg tænker også meget på hvordan mine stemmer. skygger og dæmoner vil reagere. og om jeg kan holde mig fra at lave selvskade. jeg tænker om jeg skal tage noget med som jeg kan skade mig selv med. for jeg tænker at jeg ville blive opdaget hvis jeg gik ned i køkkenet i hytten og brugte en kniv. derfor overvejer jeg meget om jeg skal noget med. så burde de ikke opdage. lige nu har jeg lyst til det. men det er nok ikke en god ide. jeg må kæmpe i mod i alt hvad stemmerne. skyggerne og dæmoner vil have at jeg gør. det er bare super svært. men jeg håber at jeg kan holde mig væk fra selvskaden. og det håber jeg virkelig. nu må vi se. når jeg skal til at tage afsted så jeg vil til at afslutte dette blogindlæg. jeg skal nok skrive et nyt blogindlæg når jeg igen er kommet hjem. jeg ønsker jer en dejlig dag.

er jeg mon klar til det?

i dag hvor jeg sidder og skriver dette blogindlæg er det mandag. og der er kun et par dage til før jeg skal til at starte til stemmehøregruppe for første gang. jeg er skide angst for det. for jeg ved slet ikke om jeg er klar til at skulle gå igennem det når jeg tænker på at det er onsdag lige om lidt. så kan jeg bare mærke at angsten kommer virkelig hurtigt. jeg må bare se om jeg kan gennemføre det. det kan jo være at det ikke er så slemt. nu må vi se hvordan det kommer til at gå. det er der jo ingen der ved endnu. jeg regner med lige at skrive et blogindlæg inden jeg tager afsted.

nu ville jeg afslutte dette korte indlæg. og forhåbentlig se fremad. det er jo trods alt onsdag lige om lidt.

selvskaden vandt denne gang

så gik den ikke længere. som mange af jer ved så kæmper jeg dagligt med selvskade. jeg har ellers kunne holde den i et par måneder. men her i forgårs gik den ikke længere. stemmerne. og dæmonerne og angsten og skyggerne blev bare for meget og det kunne jeg desværre ikke rumme. så jeg kom desværre til at lave selvskade med en skrutrækker. det var virkelig dejligt at mærke smerten igen. men desværre kort efter kom den dårlige samvittighed over hvorfor jeg kunne ikke holde den længere og at jeg var for svag til at kæmpe. jeg sidder her og ved ikke rigtigt hvad jeg lige skal gøre. her i går snakket jeg med min distrikt sygepleje som kom forbi. det var ikke nogen rar samtale syntes jeg. vi snakkede om at jeg havde lavet selvskade. og som hun sagde så var hun ikke rigtigt bekymret for min selvskade. fordi som hun sagde hvis jeg virkelig ville herfra. så havde jeg vel nok gjort det for længe siden. hun spurgte også om jeg ville leve mere hvor jeg til svaret at hvis jeg skal kæmpe sådan så gider jeg ikke. hvor til hun svaret hvorfor jeg så ikke havde gjort for længe siden. og at der var vel noget der holdte mig tilbage. jeg blev rigtig ked af det. fordi jeg følte ikke at hun tog mig alvorligt jeg sagde også at jeg havde snakket med min nabo da jeg havde det rigtig skidt. hvor hun så sagde igen. jamen så vil du jo ikke herfra. det er jo et håb om hjælp. for hvis jeg virkelig ville herfra så havde jeg ikke snakket med nogen så havde jeg vel bare gjort det.. vi snakkede også om at her den 10ne skal jeg til forsamtale hos den stemmehøregruppe som jeg skal starte i. det bliver rigtig spændende og se hvordan det er. jeg er meget spændt. jeg er også bange for hvordan ville mine stemmer og dæmonerne ville reagere når jeg skal til at snakke om dem. det er ikke noget jeg rigtigt har prøvet før. jeg er meget spændt samtidig med at jeg er meget bange. men lad os nu se hvordan det går. jeg skal nok skrive et blogindlæg om hvordan det er gået.

lige nu sidder jeg bare her ved computeren. og ikke rigtigt ved hvor jeg skal gøre af mig selv. stemmerne køre bare derud af. jeg har virkelig lyst til at lave selvskade igen. bare for at få nogenlunde ro på igen. men spørgsmålet er hvor længe roen ville holde? det er ikke til at sige. måske skulle jeg tage noget pn. bare for at kunne få lidt ro på. men det ville stemmerne ikke rigtigt være med til. så det er lidt noget rod. så det er desværre en daglig kamp. som jeg bare må kæmpe. når nu vil jeg kigge lidt på noget aftensmad. så jeg ønsker jeg en god aften.

Kniven for håndledet

Her de sidste par dage har jeg bestemt ikke haft det særligt godt. Stemmerne er virkelig stride og angsten fylder rigtig meget. Lige Pt er jeg stadig hos min mor. Som jeg skal være hos til næste tirsdag hvor min søster skal flytte tilbage til Aalborg. Det bliver rigtig spændende. Når nu tilbage til emnet. Her i går skramte mine stemmer mig for alvor. De begyndte at snakke om at de gerne ville have at jeg skulle gå ud i min mors køkken og tage en stor kniv. Og skære i mit håndled. For at gøre en ende på det hele. Jeg gjorde det heldigvis ikke. Men trængen er virkelig stor. Lige Pt kan jeg ikke være hjemme hos min mor da jeg er så bange for at jeg kommer til at adlyde det som stemmerne siger. Min mor spurgte mig faktisk i går om jeg var okay. da jeg virkede meget ked af det. Jeg løg og sagde at alt var okay. Selvom jeg var voldsomt plaget af stemmerne. Lige nu er jeg ikke hjemme hos min mor. For det kan jeg virkelig ikke når stemmerne har de planer som de har. Tænk nu hvis hun så at jeg gjorde det. Så derfor venter jeg til at jeg kommer hjem. Lige nu sidder i en lastbil da jeg er taget med en af mine venner med på job. Sådan at jeg ikke skal tænke på alle de planer som stemmerne har. Fx så er Deres plan er at når jeg kommer hjem igen så skal jeg gøre en ende på det hele. Jeg glæder mig virkelig meget til at kunne gøre en ende på det hele. Og langt om længe få fred. Selvom da jeg skrev det til min veninde blev hun meget bekymret. Hun ville rigtig gerne have at jeg bliver indlagt. Men det ville mine stemmer ikke have. De sagde at jeg bare skulle love at jeg ikke gjorde noget. Dette lovet jeg hende. Men i virkeligheden så kommer det til at ske når jeg kommer hjem. Så gør jeg en ende på det hele. Jeg vil ikke kæmpe mere. Jeg kan virkelig ikke mere. Jeg vil bare have fred. Hvorfor skulle blive ved når jeg afligevel ikke vinder kampen afligevel. Folk får også fred for mig. Så skal de ikke være begymret for mig. Eller høre på alt det pis og lort som mine stemmer siger og gør. Jeg forstår virkelig godt hvis folk er trætte af at høre på det med at jeg har det dårligt. Og de ting som jeg vil gøre ved mig selv. Måske skulle jeg bare gøre det i stilhed. Uden at nogen opdager noget før det er for sent.

Lige nu tænker jeg mest på at få udført de planer som de har. Jeg har gemt meget af min medicin. Som jeg vil gøre klar til at kunne tage. Så jeg måtte kan sove stille ind. Og på den måde ville kunne få fred. Det glæder jeg mig virkelig meget til. Jeg skriver nok et afskedsblogindlæg når tiden er inde.