Som mange af jer ved. Så kæmper jeg med en del ting. Blandt andet stemmer. Skygger og dæmoner. når jeg fortæller folk hvad jeg oplever. Så siger de at de ikke kan se dem. Hvilket jeg på ingen måde kan forstå. De er over det hele. Hvad værre er at jeg får ikke den rette hjælp som jeg gerne vil have. Blandt andet fordi at jeg ikke har diagnosen skizofreni men i stedet har jeg organisk hallucinose. Og på grund af det. Så er der ikke de samme tilbud. Og det kan jeg på ingen måde forstå. Det går mig rigtig meget på. For jeg ved ikke hvor længe som jeg kan kæmpe. For hvorfor skal jeg kæmpe når jeg ikke får den hjælp som jeg skal have. Hvad er meningen så? Måske er det nemmere hvis jeg ikke var her. Så skulle systemet ikke bruge tid og penge på mig. Og så skulle jeg heller ikke blive ved at kæmpe for noget som alligevel ikke bliver bedre. De vil godt nok prøve at skifte medicin. Men jeg ved ikke om jeg tør. Tænkt nu hvis jeg reagere ligeså voldsomt som jeg gjorde sidste gang de ændret medicin. Hvordan skulle jeg dog komme igennem det? Jeg er sikker på at mine venner ville få det bedre hvis jeg ikke var her. Så skulle de ikke høre på alt det jeg kæmper med. Det tror jeg at de vil blive glade for. Lige nu mens jeg skriver dette blogindlæg er jeg nede i byen sammen med min min mor og min nabo. De ved ikke hvordan jeg har det for tiden. Jeg kan slet ikke rumme at skulle sætte dem ind i det. De har sikkert bare en masse spørgsmål. Og det kan jeg slet ikke rumme at skulle forholde mig til. Lige nu har jeg virkelig lyst til at være selvskadede. Men så længe at vi render rundt i butikkerne. Så kan jeg desværre ikke gøre noget. Jeg kan heller ikke gøre noget når jeg kommer hjem. Da min mor skal være her til på fredag. Altså i morgen. Men jeg kan jo gøre noget når hun er taget af sted. Så det glæder jeg mig meget til. Altså at være selvskadede. Det bliver så dejligt.
Men for at vende tilbage til det som blogindlægget handlet om. Så ved jeg ikke hvordan jeg får folk til at kunne se de ting som jeg oplever. For næsten lige meget hvem jeg fortæller det til. Så siger folk bare at de ikke kan se det eller oplever det som jeg oplever. Det går mig rigtig meget på. For jeg ved slet ikke hvad jeg lige skal gøre. Det stresser mig virkelig meget at folk bare siger at det er mig der er noget galt med. Det kan jeg på ingen måde forstå. For det er jo meget virkeligt for mig. Selv min distriktsygeplejske siger han hun heller ikke kan se det. Hvilket jeg slet ikke kan forstå. Men sådan er denne her dumme verden åbenbart. 😫
Nu vil jeg til at afslutte dette blogindlæg. Da vi snart skal videre.