Kategori: Personligt

her for et par dage siden skulle jeg snakke med distriktssygeplejerske. vi skulle snakke om hvordan det går. nogen af mine veninder var med over discord for de skulle nemlig fortælle hvad der var sket til festen hvor jeg havde et meget stort angstanfald hvor jeg blev nød til at blive holdt fast. de fortalte hvad der var sket som jeg skrev i mit tidligere blogindlæg så det vil jeg ikke gå i flere detaljer med. men de fortalte i hvert fald hvad der var sket. bl.a at jeg rigtig gerne ville skade mig selv og begå selvmord hvis jeg kunne komme afsted med det. da de var færdige med at snakke skulle hende og jeg snakke alene. hun spurgte mig hvordan det gik. jeg sagde jo at jeg var ret selvskade og havde mange selvmordstanker. som også mine veninder sagde da de snakket med hende. desværre mente hun ikke at jeg var syg nok til en indlæggelse. hun sagde at jeg sikkert kun ville blive indlagt i en nat og så sikkert blive udskrevet dagen efter da der er nogen som har det meget værre end mig som hun mente. hun bagatelliseret nærmest de ting jeg havde og de ting som mine veninder sagde til hende om hvor slemt det virkelig var. hun sagde at min selvskade ikke var særlig alvorligt. det værste hun spurgte mig om og som trigget mine stemmer og mig var hvis jeg virkelig havde selvmordstanker og gerne vil begå selvmord. hvorfor jeg så ikke havde gjort det endnu? det gjorde mig virkelig ked af det og jeg fik bare lyst til at gøre det. mine stemmer sagde. der kan du jo bare se Sascha. hun vil jo gerne have at du skulle gøre det. så hvorfor har du ikke gjort det endnu hvor svært kan det være. det burde du virkelig gøre. desværre så er stemmerne godt i gang med at ligge planer om hvordan jeg skal gøre det. for det hun sagde det trigget mig godt og grundigt. for hvorfor skulle hun spørge mig om hvorfor jeg ikke bare har gjort det endnu. det må jo betyde at hun gerne vil have at jeg skal gøre det. lige nu ligger jeg planer om hvordan jeg skal gøre det. skal jeg gå ud foran et kørende tog. eller en overdosis af min medicin. eller skal skade mig selv så meget at jeg ikke vil overleve dette. eller køre noget helt andet. det må tiden vise.

så vi må se hvad der kommer til at ske. en ting er sikkert. godt kommer det ikke til at ende.

og jeg vil ikke være her ret meget længere hvis det lykkedes.

lige for tiden er jeg i en meget svært periode. mine stemmer er meget slemme og de syntes bestemt ikke at jeg skal tage min medicin. mine venner forsøger virkelig at hjælpe mig. og gør hvad de kan for at få mig til at tage min medicin. men sagen er at det er meget svært når stemmerne er slemme. dette er meget hårdt for dem fordi jeg ikke bare kan tage når stemmerne ikke vil have det. jeg er bange for at jeg fylder for meget for dem. selvom de ikke siger det kan jeg mærke at det er noget der er meget hårdt. jeg ville bare ønske at jeg bare kunne tage min medicin når jeg bliver bedt om det. det gør mig ondt at jeg er til besvær og ikke bare gør det som de siger. for når stemmerne er slemme så kan jeg være svær at nå ind til. jeg ved slet ikke lige hvad jeg skal gøre. for det kan ikke blive ved sådan her.

som skrevet i mit tidligere blogindlæg gik det helt galt til festen hos nogen venner i går. og det er nu dagen derpå. vi snakket lidt om det her i dag og de vil meget gerne have at jeg fortæller det til min distriktssygeplejerske og min psykiater hvor skidt jeg faktisk har det. og hvad der skete til festen. det ved jeg bare ikke om jeg kan fordi at mine stemmer på ingen måde ville tillade mig at sige det til dem. jeg ved sku ikke helt hvad jeg lige skal gøre der. for på den ene sige er det nok en god ide. men på den anden side vil mine stemmer nok bare blive endnu værre end det de er nu. jeg er meget bange for hvad der sker hvis jeg siger det. 1 vil stemmerne blive værre? 2 vil de så tvangsindlægge mig eller noget helt tredje? bare tanken om hvad de sætter i gang gør mig meget angst. fordi jeg ikke ved hvad der skal ske. jeg skal snakke med min distriktssygeplejerske her i løbet af ugen. så må vi se om jeg har taget mod til at kunne sige det. eller om jeg bare skal sige at alting er i den skønneste orden.

her i går var jeg til fest sammen med nogen venner fra radioen. alt så ud til at gå godt og vi hygget os rigtigt meget. men det ændret sig senere hen af natten. alt det jeg skriver nu har jeg fået fortalt da jeg ikke selv husker ret meget. det startet med at en af de andre kom lidt for tæt på. jeg ved ikke om det var det der gjorde at det hele desværre væltet. men det væltet ihverfald for mig. stemmerne larmet og jeg blev meget bange og ked af det. men desværre blev det ikke med bedre. jeg begyndte at prøve at skade mig selv. hvor de så til at starte med prøve at tale mig fra det. men det virkede desværre ikke. jeg fik desværre meget værre og det udviklet sig til et større angstanfald hvor der måtte seks mennesker til at holde mig fast fordi jeg kæmpet voldsomt imod da jeg ville skade mig selv. og da de så holdte mig fast blev det ikke bedre tværtimod. jeg kæmpe og kæmpet for at komme fri men de holdte mig fast. jeg tror de kæmpet med mig i en halv time eller mere. til sidst skulle de lige til at ringe til 1813 for at få mig tvangsindlagt. men det lykkedes heldigvis for dem at få mig til at falde til ro til sidst. det var en meget voldsom oplevelse både for mig men i den grad også for dem. jeg er virkelig ked af at de skulle opleve det her. det havde jeg aldrig troede. også bare det at jeg er aldrig er blevet holdt fast før. og jeg er virkelig bange for at det skal ske igen. jeg tror aldrig at jeg har været så langt ude før. for hvad kan der mon ske næste gang. kan det blive endnu værre? den tanke skrammer mig rigtig meget. jeg er bange for at jeg kommer til at gøre noget endnu værre. for tænk hvis jeg er alene næste gang. så kan de ikke stoppe mig. stemmerne vil rigtig gerne have mig til at skade mig selv endnu mere. samt tage alt min medicin. og hvis jeg er alene så kan de jo ikke forhindre mig i at gøre det.

lige nu sidder jeg i toget mod aalborg mens jeg skriver dette blogindlæg. og jeg sidder og tænker på alt det der skete i går. og det skrammer mig meget. at tænke på. for som jeg skrev tidligere. hvad kan der mon ske næste gang.

jeg har lavet en aftale med en af mine veninder som var med til festen at vi ringes sammen hver dag så jeg får taget mig medicin samme tid hver dag.

jeg håber virkelig ikke at alt dette skal gentage sig i fremtiden. jeg kan virkelig godt mærke det i kroppen i dag. da jeg er meget træt efter i går

her forleden gik det lidt i hårdknude jeg havde det rigtig skidt jeg kan desværre ikke huske ret meget da jeg virkelig var angst og havde rigtig mange stemmer og selvmordstanker. jeg har fået det der skete fortalt af mine veninder som var tilstede over discord som jeg snakket med dem via. det der startet og som det sidste jeg husker. er at jeg lagde mig i sengen mens jeg snakkede med mine veninder. jeg begyndte at få det rigtig skidt da mine stemmer begyndte og være slemme og larme ville gerne have at jeg skulle lave selvskade. det der skete var at jeg blev meget angst og var meget svært at kommen i kontakt med. de fortalte at jeg var helt knækket og var slet ikke mig selv. jeg begyndte at ryste meget og banke hovedet ind i sengen for at lave selvskade. jeg brugte også en neglefil til at skade mig selv med. jeg sagde også til dem at jeg ville gå ned på banegården for at går ud foran et tog. udover det ville jeg have taget alt mit medicin for at gøre en ende på det hele. som mine stemmer gerne ville have. dette fik de så talt mig fra det. og det endte med at de faktisk gav mig et ultimatum. enten blev jeg indlagt. ellers også så skulle jeg tage op til en af mine veninde ellers ville de komme og hente mig for at jeg ikke måtte være alene. hvilket mine stemmer bestemt ikke syntes at jeg skulle være sammen med nogen for så kan de ikke få magten og få mig til at gøre skade. så det endte med at jeg tog til sjælland ned til en af mine veninder så de kunne passe på mig. så det er der jeg sidder netop nu og skriver dette blogindlæg. de holder meget øje med mig og hvad jeg laver. de har fjernet alle knive og skarpe genstande så jeg ikke kunne skade mig selv med dem. hvilket mine stemmer er meget sure over. lige nu overvejer jeg meget at stikke af. fordi mine stemmer virkelig ikke ville have at jeg bliver her. de vil meget gerne have at jeg gør en ende på det hele. stemmerne har nemlig lovet mig at hvis jeg gør det. så skal de nok forsvinde og lade mig være. jeg ved ikke om jeg kan blive ved med at kæmpe. for det lyder virkelig lovede hvis jeg forsvinder for altid. bare tanken om at stemmerne er væk. og jeg bliver fri for selvskade ville virkelig være det bedste der er sket.

jeg har ikke tænkt mig at fortælle dem at jeg vil stikke af. for så slår de bare deres alarm til så jeg ikke kan komme ud. men jeg har allerede en plan for hvordan jeg skal komme uden om deres alarm. jeg har tænkt mig at sige til dem at jeg gerne vil sove med vinduet åben. for så kan de ikke slå alarmen til da vinduet står åbent. heldigvis kan jeg komme ud af det vinduet hvis jeg nu ikke kan komme ud af døren. så bare det er en lettelse for mig at vide.

hvad de heller ikke ved er at jeg har et usb kabel til min telefon. som har et skarpt stik. som jeg har brugt til at skade mig selv med. og det virker rigtig godt. det ved de heldigvis ikke noget om. så på det punkt er stemmerne et par point forud.

jeg beklager at dette indlæg bliver meget roet med det er mine tanker desværre også. men jeg håber at du trods alt fik lidt ud af dette indlæg.