Kategori: Personligt

lige for tiden er jeg i en meget svært periode. mine stemmer er meget slemme og de syntes bestemt ikke at jeg skal tage min medicin. mine venner forsøger virkelig at hjælpe mig. og gør hvad de kan for at få mig til at tage min medicin. men sagen er at det er meget svært når stemmerne er slemme. dette er meget hårdt for dem fordi jeg ikke bare kan tage når stemmerne ikke vil have det. jeg er bange for at jeg fylder for meget for dem. selvom de ikke siger det kan jeg mærke at det er noget der er meget hårdt. jeg ville bare ønske at jeg bare kunne tage min medicin når jeg bliver bedt om det. det gør mig ondt at jeg er til besvær og ikke bare gør det som de siger. for når stemmerne er slemme så kan jeg være svær at nå ind til. jeg ved slet ikke lige hvad jeg skal gøre. for det kan ikke blive ved sådan her.

som skrevet i mit tidligere blogindlæg gik det helt galt til festen hos nogen venner i går. og det er nu dagen derpå. vi snakket lidt om det her i dag og de vil meget gerne have at jeg fortæller det til min distriktssygeplejerske og min psykiater hvor skidt jeg faktisk har det. og hvad der skete til festen. det ved jeg bare ikke om jeg kan fordi at mine stemmer på ingen måde ville tillade mig at sige det til dem. jeg ved sku ikke helt hvad jeg lige skal gøre der. for på den ene sige er det nok en god ide. men på den anden side vil mine stemmer nok bare blive endnu værre end det de er nu. jeg er meget bange for hvad der sker hvis jeg siger det. 1 vil stemmerne blive værre? 2 vil de så tvangsindlægge mig eller noget helt tredje? bare tanken om hvad de sætter i gang gør mig meget angst. fordi jeg ikke ved hvad der skal ske. jeg skal snakke med min distriktssygeplejerske her i løbet af ugen. så må vi se om jeg har taget mod til at kunne sige det. eller om jeg bare skal sige at alting er i den skønneste orden.

her i går var jeg til fest sammen med nogen venner fra radioen. alt så ud til at gå godt og vi hygget os rigtigt meget. men det ændret sig senere hen af natten. alt det jeg skriver nu har jeg fået fortalt da jeg ikke selv husker ret meget. det startet med at en af de andre kom lidt for tæt på. jeg ved ikke om det var det der gjorde at det hele desværre væltet. men det væltet ihverfald for mig. stemmerne larmet og jeg blev meget bange og ked af det. men desværre blev det ikke med bedre. jeg begyndte at prøve at skade mig selv. hvor de så til at starte med prøve at tale mig fra det. men det virkede desværre ikke. jeg fik desværre meget værre og det udviklet sig til et større angstanfald hvor der måtte seks mennesker til at holde mig fast fordi jeg kæmpet voldsomt imod da jeg ville skade mig selv. og da de så holdte mig fast blev det ikke bedre tværtimod. jeg kæmpe og kæmpet for at komme fri men de holdte mig fast. jeg tror de kæmpet med mig i en halv time eller mere. til sidst skulle de lige til at ringe til 1813 for at få mig tvangsindlagt. men det lykkedes heldigvis for dem at få mig til at falde til ro til sidst. det var en meget voldsom oplevelse både for mig men i den grad også for dem. jeg er virkelig ked af at de skulle opleve det her. det havde jeg aldrig troede. også bare det at jeg er aldrig er blevet holdt fast før. og jeg er virkelig bange for at det skal ske igen. jeg tror aldrig at jeg har været så langt ude før. for hvad kan der mon ske næste gang. kan det blive endnu værre? den tanke skrammer mig rigtig meget. jeg er bange for at jeg kommer til at gøre noget endnu værre. for tænk hvis jeg er alene næste gang. så kan de ikke stoppe mig. stemmerne vil rigtig gerne have mig til at skade mig selv endnu mere. samt tage alt min medicin. og hvis jeg er alene så kan de jo ikke forhindre mig i at gøre det.

lige nu sidder jeg i toget mod aalborg mens jeg skriver dette blogindlæg. og jeg sidder og tænker på alt det der skete i går. og det skrammer mig meget. at tænke på. for som jeg skrev tidligere. hvad kan der mon ske næste gang.

jeg har lavet en aftale med en af mine veninder som var med til festen at vi ringes sammen hver dag så jeg får taget mig medicin samme tid hver dag.

jeg håber virkelig ikke at alt dette skal gentage sig i fremtiden. jeg kan virkelig godt mærke det i kroppen i dag. da jeg er meget træt efter i går

her forleden gik det lidt i hårdknude jeg havde det rigtig skidt jeg kan desværre ikke huske ret meget da jeg virkelig var angst og havde rigtig mange stemmer og selvmordstanker. jeg har fået det der skete fortalt af mine veninder som var tilstede over discord som jeg snakket med dem via. det der startet og som det sidste jeg husker. er at jeg lagde mig i sengen mens jeg snakkede med mine veninder. jeg begyndte at få det rigtig skidt da mine stemmer begyndte og være slemme og larme ville gerne have at jeg skulle lave selvskade. det der skete var at jeg blev meget angst og var meget svært at kommen i kontakt med. de fortalte at jeg var helt knækket og var slet ikke mig selv. jeg begyndte at ryste meget og banke hovedet ind i sengen for at lave selvskade. jeg brugte også en neglefil til at skade mig selv med. jeg sagde også til dem at jeg ville gå ned på banegården for at går ud foran et tog. udover det ville jeg have taget alt mit medicin for at gøre en ende på det hele. som mine stemmer gerne ville have. dette fik de så talt mig fra det. og det endte med at de faktisk gav mig et ultimatum. enten blev jeg indlagt. ellers også så skulle jeg tage op til en af mine veninde ellers ville de komme og hente mig for at jeg ikke måtte være alene. hvilket mine stemmer bestemt ikke syntes at jeg skulle være sammen med nogen for så kan de ikke få magten og få mig til at gøre skade. så det endte med at jeg tog til sjælland ned til en af mine veninder så de kunne passe på mig. så det er der jeg sidder netop nu og skriver dette blogindlæg. de holder meget øje med mig og hvad jeg laver. de har fjernet alle knive og skarpe genstande så jeg ikke kunne skade mig selv med dem. hvilket mine stemmer er meget sure over. lige nu overvejer jeg meget at stikke af. fordi mine stemmer virkelig ikke ville have at jeg bliver her. de vil meget gerne have at jeg gør en ende på det hele. stemmerne har nemlig lovet mig at hvis jeg gør det. så skal de nok forsvinde og lade mig være. jeg ved ikke om jeg kan blive ved med at kæmpe. for det lyder virkelig lovede hvis jeg forsvinder for altid. bare tanken om at stemmerne er væk. og jeg bliver fri for selvskade ville virkelig være det bedste der er sket.

jeg har ikke tænkt mig at fortælle dem at jeg vil stikke af. for så slår de bare deres alarm til så jeg ikke kan komme ud. men jeg har allerede en plan for hvordan jeg skal komme uden om deres alarm. jeg har tænkt mig at sige til dem at jeg gerne vil sove med vinduet åben. for så kan de ikke slå alarmen til da vinduet står åbent. heldigvis kan jeg komme ud af det vinduet hvis jeg nu ikke kan komme ud af døren. så bare det er en lettelse for mig at vide.

hvad de heller ikke ved er at jeg har et usb kabel til min telefon. som har et skarpt stik. som jeg har brugt til at skade mig selv med. og det virker rigtig godt. det ved de heldigvis ikke noget om. så på det punkt er stemmerne et par point forud.

jeg beklager at dette indlæg bliver meget roet med det er mine tanker desværre også. men jeg håber at du trods alt fik lidt ud af dette indlæg.

her for noget tid siden snakket jeg med min distriktsygeplejske hvor vi kom ind på forskellige tilbud og behandlinger da jeg bl.a høre stemmer. hvor hun så fortalte at de faktisk havde nogen stemmehøregrupper man kunne melde sig til. hvilket jeg faktisk syntes var en rigtig god ide. for jeg føler mig meget alene med alle stemmerne. og jeg savner faktisk nogen som har det ligesom mig. som man kan spare med. også som ved hvordan jeg har det uden at jeg ska forklare en helt masse. jeg har desværre været ude for at folk har sagt jamen Sascha hvordan kan du høre stemmer hvis der ikke er nogen. hvilket gjorde mig rigtig ked af det. fordi at jeg følte at jeg bare ville have opmærksomhed og at de ligesom ikke rigtig troede på mig. hvilket gjorde det hele virkelig frustrerende. for hvis der er noget jeg ikke vil have så er det opmærksomhed. jeg syntes i forvejen at det er meget pinligt og meget følsomt emne. for på det punkt er jeg meget svag og sårbar. men vi må ske hvad der kommer til at ske. lige pt sker der ikke ret meget på grund af alt det her corona. der er alt desværre bare lukket ned. ved dog ikke hvor længe jeg kan kæmpe imod de her stemmer. de bliver ikke mindre og lettere med tiden desværre. jeg føler nermest at de bliver være og være. Og at jeg ikke føler at jeg kan blive ved med at kæmpe. Hvad sker der når jeg ikke kan mere. Hvad nu hvis jeg giver slip og lader stemmerne overtage magten. Jeg er bange for at jeg kommer helt derud hvor det er for sent. Hvad vil folk ikke tænke hvis jeg en dag ikke var her mere. Ville de tænke at jeg var egoistisk og at jeg ikke tænkte på dem som var mig nær. Og holde af mig. Jeg ville jo også have det dårligt med at gøre andre kede af det. Bare fordi at jeg ville slippe for angsten. Stemmerne. Tvangstankerne. Og selvskaden.

Jeg beklager meget at dette indlæg sluttet lidt anderledes end jeg lige havde forestillet mig. Men det er desværre hvad der sker når stemmerne tager styringen.