her i dag er det ca 14 dage siden at jeg har været selvskade. jeg ved faktisk ikke hvordan jeg er kommet igennem de 14 dage. da jeg virkelig ikke har haft den nemt. men det er da gået indtil videre. jeg ved bare ikke om jeg kan holde til det meget længere. stemmerne larmer. skyggerne og dæmonerne skræmmer mig fra vid og sans og er overalt. de har lovet at de ville forsvinde for en tid hvis jeg gjorde skade på mig selv. det er virkelig tillokkede. for jeg ønsker virkelig ikke at skulle have det sådan her. og jeg er næsten klar til at gøre hvad som helst for at kunne få det bedre. en af mine veninder som jeg skrev med i går. sagde at jeg nok burde kontakte den psykiatriske skadestue for måske at blive indlagt da hun var meget bekymret for mig. faktisk havde jeg lovet hende at ringe til dem i dag hvis jeg ikke fik det bedre. dette kunne jeg desværre ikke da de havde alt for meget magt. og at jeg var bange for hvad de ville gøre hvis jeg ringede. ikke nok med det. så kan jeg slet ikke rumme at skulle igennem det hele igennem igen. jeg ved bare ikke om det måske var det bedste at jeg blev indlagt. for jeg ved ikke hvor længe det er forsvarligt at jeg render rundt når jeg har sådan her. for jeg ved ikke hvad der kommer til at ske hvis jeg ikke snart får noget mere hjælp. en positiv ting i det hele er at jeg har fået bevilget bostøtte efter jeg har anket deres afgørelse da de gav mig afslag til at starte med. jeg er meget spændt på om de kan give mig den rette hjælp. jeg tror ikke helt de ved hvad de går ind til. ifølge dem så er det primært at få hjælp til postlæsning og overblik i min hverdag. jeg har bare brug for langt mere hjælp til det psykiske end jeg ført troede. en anden af mine veninder som jeg skrev med forslog at jeg måske flyttet op et bosted. hvor jeg kan få den rette hjælp som jeg har brug for. dette har jeg gået længe og tænkt meget på. men jeg har virkelig svært ved at erkende at jeg måske har brug for så meget mere hjælp. jeg ville jo helst gerne kunne klare mig selv. men det tror jeg bare ikke at jeg kan på sigt. det er sku en meget svær erkendelse at skulle acceptere. jeg er bare bange for at kommunen ikke vil bevilge mig et plads på et bodsted. nu hvor de har bevilget mig bostøtte. men det må tiden jo vise hvad der kommer til at ske. det er der ingen der ved. jeg skal nok skrive et blogindlæg om det når der er noget nyt.
her i næste måned afgøres det om jeg får en førtidspension eller hvad der kommer til at ske. det er jeg virkelig spændt på. lige nu er jeg på et såkaldt ressourceforløb. hvilket jeg har været på i mere end syv år. og da det er gået det langt ned ad bakke har psykiatrien lavet en udtalelse om at de vurdere at jeg ingen arbejdsevne har. jeg er meget spændt på om kommunen vil lytte til deres udtalelse. jeg er virkelig bange for at de vil sende mig ud i noget mere. det kan jeg virkelig ikke overskue. det ender sikkert bare galt som det gjorde den gang jeg var blevet sendt ud i en praktik i aalbrog kommunes it afdeling. der endte det med flere angstanfald og i daglig selvskade. dette forstod kommune ikke rigtigt noget af. og jeg nået at være der i ca halanden måned. før det blev stoppet. siden har jeg heldigvis ikke være sendt ud i noget. hvilket jeg virkelig er taknemmeligt for. men som skrevet før. så er det i næste måned at jeg skal til møde. og jeg skal nok skrive et blogindlæg om hvordan det er gået. jeg er ihvertfald skide nervøs. da jeg er virkelig bange for at jeg får et afslag og at de derved vil sende mig ud i nogen flere praktikker. men nu må tiden jo vise hvad afgørelsen bliver.