nu er der ca kun halanden uge til skole start og jeg kan bare mærke for hver dag vi nærmer os bliver mit overskud bare mindre og mindre. og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal kunne komme i gang. for jeg har bare lyst til at gemme mig væk og ikke komme frem. jeg tror ikke at det er blevet bedre med at møde op. for det handler jo om overskud og det er ikke det jeg har mest af. jeg føler ikke min behandling har hjulpet på den rigtige måde. hvilket betyder at jeg har svært ved at kunne overskue min STU og dermed møde op. og jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt til personalet. for det er meget der gerne vil ud. som jeg også skrev i en tidligere blog så følerjeg ikke at instituttet er det rigtige sted for mig mere. og jeg er ikke helt trygt ved at høre hvordan de vil takle det. jeg håber ikke de bliver sure jeg ved ikke hvorfor jeg tror det. men det siger siger stemmerne at de vil blive. og det håber jeg bare ikke. for det kan jeg slet ikke håndtere. og dermed ved jeg ikke om jeg tør fortælle dem det. for så får jeg en masse spørgsmål og det kan jeg bare ikke magte. for så spørger de bare om hvorfor jeg lige plusenligt jeg hade det sådan og hvorfor ikke hade sagt det noget før. og sikkert en masse andet som jeg ikke er sikker på. jeg ville bare ønske at jeg ikke skulle starte igen for jeg får det virkeligt dårligt ved tanken om at skulle i gang igen. men der er nogen der siger at det er godt at holde sig i gang. og det har de da også ret i. men det er bare svært for jeg skal jo have overskud til at komme i gang. og hvis ikke man har overskud så er det svært. i ihvertfald for mig. jeg ville bare ønske at jeg ville blive hørt og taget alvorligt. for når jeg snakker om jeg gerne vil indlægges for at få lidt ro. så siger de at det er ikke godt for mig da der er andre som har det været end mig og dermed at jeg kunne gå en og få det være af det. men hvad gør de hvis det nu er det jeg har brug for og at det måske kan gå hen og hjælpe. jeg ville bare ønske at kunne det kunne blive til noget. men det får de nok at se når det hele går galt. men på den anden side så er de jo ikke udannet så jeg ved ikke om deres beslutning er den rigtige. for tænk nu hvis at jeg snakket med nogen som var udannet så kunne det måske være at jeg fik noget andet at vide. måske skal jeg prøve at snakke med nogen om det. jo det vil jeg da helt klart prøve. godt nok snakker jeg med psykiater og psykolog som har forstand på det. og de siger det samme. nemlig at det ikke vil være en god ide at jeg bliver indlagt. og det er virkelig nederen. så jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. for at råbe dem op. for nu skal de forstå at der skal ske noget og at jeg skal tages alvorligt og i bedre behandling. for hvor lang tid skal der gå før jeg kan blive taget alvorligt. og at der sker noget. for jeg kan snart ikke klare mere hvis jeg samtidlig skal passe en STU hvor det ikke går så godt i forvejen. for de kræver jo at jeg skal møde til tiden og passe mine timer. men fuck det kan jeg jo ikke. men det forstår de bare ikke helt og det frustrere mig helt vildt at de ikke bare kan se jeg ikke har det godt. godt nok har jeg facade men det er kun fordi at folk ikke skal se/høre på det. men det er også hårdt. og tager meget på kræfterne. men jeg tager en alvorlig snak med min kontaktperson og så må vi se hvor det bær hen. det vil jeg også berette om senere.
Psychotic Blog