her i går blev jeg overført til aalborg i den tro om at jeg forsat ville blive indlagt. men sådan gik det ikke. jeg var inde til en række samtaler hvor de spurgte ind til mig og de ting som jeg gik med. jeg forklaret dem omkring mine stemmer, selvskade og de planer som stemmerne havde. de spurgte hvordan jeg havde det fra en skala fra et til ti. jeg kom desværre til at sige at jeg kun havde det en seks syv stykker. de spurgte også om hvad jeg tænkte omkring indlæggelse. der sagde jeg at hvis det selvfølgelig kunne undgås ville det nok være det bedste. men hvis ikke det kunne undgås så var det jo nok sådan at det var. det holde de så fast i. og de vurderet at de ikke ville indlægge mig da de vurderet at jeg havde haft stemmerne i lang tid og at det nok også ville tage lang tid at få dem under kontrol. og derfor ville de ikke indlægge mig på nuværende tidpunkt. de sagde at hvis det blev værre skulle jeg kontakte dem igen. også ville de indlægge mig.
da jeg sagde det til min distriktssygeplejerske var hun meget uforstående overfor hvorfor jeg var blevet udskrevet når jeg havde det som jeg havde det. med selvmordstanker og planer. nu var jeg jo blevet transporteret fra Slagelse og til Aalborg for jeg jo skulle indlægges da de kender mig her i Aalborg og ikke rigtigt kunne gøre noget i Slagelse. så lige nu sidder jeg her hjemme hos mig selv med alle tankerne og stemmerne. lige nu er de meget oppe at køre. de er jo glade for at jeg er blevet udskrevet. for de har i den grad om nogen de store planer om at jeg skal gøre en ende på det hele. indtil er deres plan lykkedes. nemlig at jeg blev udskrevet. og det er jeg jo blevet nu. så næste step er at jeg skal tage alt min medicin og få fred. jeg har stadig alt min medicin hos mig selv. så der skal ikke meget til før jeg gør det. de er over alt lige nu. jeg kan slet ikke afholde mig fra dem. måske er deres tegn at det er nu jeg skal gøre det. måske er tiden inde til at livet slutter her. og freden skal findes nu her. jeg er klar til at finde freden og roen. og forlade denne verden. jeg ved godt at jeg måske gør folk kede af det. men kampen er ikke til at vinde. det må jeg nok erkende. jeg gider ikke mere. hvorfor skal jeg plages sådan. hvorfor lige mig. det forstår jeg ikke. enten så skal jeg af med selvskaden og stemmerne. ellers kan jeg ikke klare at kæmpe videre
jeg kan sige så meget indenfor et par måneder så gør jeg en ende på det her. for som sagt så kan jeg ikke holde det ud. jeg ville ikke ønske det her for min værste fjende. jeg ville hellere miste en arm eller et ben. end at høre stemmer eller være selvskadende. det er virkelig hårdt at skulle gå igennem.
jeg er ked af det her negative blogindlæg. men det er desværre sådan som min verden ser ud lige nu 🙁