Angst. uro og stemmer.

nu sidder jeg så her igen og kan slet ikke finde ro til at kunne sove. jeg føler mig meget urolig og stemmerne køre rundt inden i mig. jeg har lyst til at skade mig selv virkelig hårdt og gøre det flere gange bl.a fordi jeg føler ikke jeg får den hjælp som jeg har brug for. jeg vil meget gerne indlægges og komme lidt væk fra det hele. men folk bliver bare ved med at sige det ikke er sundt for mig at blive indlagt da der er mange som har det være end mig. men hvad skal jeg ellers gøre. for det kan bare ikke blive ved med at gå. på et tidspunkt får jeg for meget og så går det virkelig galt. også kan jeg ikke sige hvad det ender med. for jeg syntes det er svært nok at håndtere alle disse tanker og stemmer plus at jeg samtidlig skal passe STU en. hvor længe skal jeg lide og kæmpe en kamp som kun jeg er alene til at kæmpe. det bare ikke fair at jeg ikke bliver forstået og hørt. hvornår stopper det? for lige nu siger stemmerne at jeg bare kunne tage herfra så var alt klaret. det har de da også ret i og lysten er da der også. for jeg kan sku ikke blive ved med at kæmpe i mod. inderst inde glæder jeg mig til at komme væk fra instituttet. for så kan jeg måske blive hørt og komme et sted hen hvor de har personale som er uddannet til at tage sig af mennesker med et psykisk handicap. for det kan man bestemt ikke sige de kan her på instituttet. jeg har prøvet at vække nattevagten da jeg hade det dårligt for noget tid siden og der hade jeg brug for nogen aflednings metoder for ikke at lave selvskade. men det var som om de ikke helt forstod hvad jeg hade brug for. det endte så galt. og jeg ved at det kunne have været undgået hvis de hade været uddannet. og jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre hvis jeg virkelig får det dårligt. for så er det jo bare meget mere svært at håndtere. for personalet. men jeg er bange for at det er det der skal til for at jeg talsynelidet kan blive hørt og måske blive indlagt. syntes bare ikke det kan passe at der skal så meget til før jeg bliver lyttet til. for hvis jeg først kommer så lang ned er det meget svært at komme op igen. jeg har haft lyst til flere gange bare at tage alt min medicin som jeg har hos mig her i sommerferien. og det er ikke så let. men så kunne jeg jo bare tage noget PN for at aflede trangen. men jeg har tabt det ark med min PN medicin. så det er ikke så godt. for jeg ved faktisk ikke hvad jeg nu skal gøre for af aflede tanker og stemmerne fra at styre mig. det er virkelig noget pis. at jeg ikke har noget PN hos mig mere. det minder mig faktisk om at det har jeg ikke fået sagt til  personalet her på IBOS. det var måske en god ide. me for at vende tilbage til det med personalet her på IBOS så er det heller ikke alle jeg er tryg ved at vække om natten hvis jeg har det dårligt. for det virker bare på den som om det er en belastning. at jeg kommer midt om natten. selvom jeg godt ved at de netop er der  for det samme. så ved jeg ikke hvad det at der gør at jeg ikke føler mig tryg ved det. jeg tror det er en del af angsten og det stemmerne siger som påvirker mig. jeg ved bare ikke hvordan jeg skal håndtere det for jeg kan slet ikke få mig selv til det hvis det er en som sover der men som jeg ikke er tryg ved. så kan jeg bare ikke gøre det. lige meget hvordan jeg så griber det an. spørgsmålet er om jeg så ville kunne gøre det hvis jeg kom et andet sted hen hvor de var uddannet til at takle disse situationer. det ved jeg ikke om det så ville ændre sig. men hvordan skal jeg nogensinde blive hørt  uden at komme så langt ned. det bare virkeligt svært at kunne gennemskure. men nu må vi jo se hvad der sker. det sku bare svært at se noget positivt på noget som helst. for alt er så sort lige nu. men håber bare på at blive hørt en dag inden der er for sent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *