som jeg skrev i mit sidste indlæg så skal jeg måske indlægges på mandag. jeg tog mig virkelig sammen. og jeg ringet til min mor for at sige det som det er. hun vidste ikke at jeg stadig var selvskader og at jeg hørte stemmer. da jeg sagde at jeg stadig lavede selvskade og vidste hende det snit jeg havde lavet var hendes eneste kommentere var at det var da noget mærkeligt at gøre. jeg troede ikke at du stadig gjorde det. det gjorde mig virkelig ked af det. hvis jeg bare kunne stoppe så havde jeg jo også gjort det. jeg tror at hun bare forventet at jeg bare kunne stoppe med at lave selvskade. og ignorere mine stemmer. men det kan jeg bare ikke. og det forstår hun bare ikke. hun forventer at det er da bare lige noget man stopper med fra den ene dag til den anden. men sådan er det jo desværre ikke.
jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre. fordi at jeg kan slet ikke rumme det at hun ikke forstår det. mine stemmer siger jamen nu hvor hun ikke kan forstå det. var det så ikke bare bedre at jeg gjorde en ende på det. for så skulle hun ikke have alle de bekymringer. også var det nok meget lettere. det må jeg ærligt indrømme.