det var så det :(

som mange af jer ved så lider jeg af en del psykiske lidelser. jeg høre bl.a stemmer. er selvskadede og har mange tvangstanker. det seneste stykke tid har jeg haft noget kørende med en veninde. hun har været en del efter mig i forhold til at jeg burde blive indlagt og skulle være bedre til at tage min medicin til tiden og være bedre til at holde en bedre døgnrytme. her i sidste uge gjorde jeg som aftalt og faktisk ringet til den psykiatriske skadestue for at høre hvad vi lige gjorde omkring om jeg skulle indlægges eller hvad planen var. vi snakket frem og tilbage og vi kom frem til at jeg skulle prøve at tage noget pn i opløbet og inden det blev for slemt. virkede dette ikke så skulle jeg så ringe til dem igen og så ville de gerne indlægge mig. vi snakkede også om at jeg ikke skulle være alene. derfor valgte jeg så at tage til Sjælland. det var min veninde bestemt ikke glad for. hun ville hellere have at jeg skulle have været taget op til hende eller blive indlagt. jeg ved jo godt at hun også har kæmpet med mig en del gange for at jeg skulle tage min medicin. hvilket jeg også er ked af. men jeg gør det jo ikke med vilje. det er jo når stemmerne tager magten. men for at gøre en lang historie meget kort så magtet hun det ikke mere. også selvom at jeg faktisk havde holdt vores aftale og faktisk fik ringet til dem. hun har nu sagt at vi måske bare er venner og alt det vi havde kørende var slut. jeg er bare så ked af det. for det er jo ikke noget jeg gør med vilje. hvis jeg bare kunne fx tage min medicin og ikke være så besværlig. så ville jeg jo gerne gøre det. men det kan jeg jo ikke selv styre. lige nu har jeg bare lyst til at gøre noget meget slemt. fx lave selvskade eller tage alt min medicin. stemmerne er virkelig slemme. de er jo mere end glade for alt det der er sket. jeg har besluttet mig for at jeg aldrig ringer til den psykiatriske skadestue igen. for hvad er der at kæmpe for. for selvom jeg gør hvad jeg kan. jamen så er det ikke godt nok. så hvorfor skal jeg kæmpe og bruge rigtige mange kræfter på noget som bare ikke giver pote. så kan jeg ligeså godt bare gør som stemmerne siger. og få fred. så skal jeg hverken høre på stemmerne igen eller være selvskadede igen. det kunne være rigtig dejligt med den stilhed og ingen bekymringer. og måden jeg kan gøre det på er at enten tage alt min medicin eller hoppe ud foran et kørende tog. det er nok bedst at jeg bare tager alt min medicin. for så berøre jeg ikke andre og giver dem mærker for livet ved at hoppe ud foran toget. for hvorfor skal jeg være her når det hele bare fuckker op og det alligevel ikke nytter noget at jeg kæmper. for det hele går bare galt desværre 🙁