her i dag var jeg til forsamtale ude på psykiatriske afdeling. det var ellers meningen at jeg skulle have været med i avatar-projektet men sådan gik det ikke. grundet at jeg har fået ændret min diagnose fra skizofreni som jeg ellers fik tilkendt af slagelse og til organisk hallucinose som aalborg har ændret den til da jeg flyttet hertil byen. så var jeg ikke indefor målgruppen for projektet. dette gjorde mig rigtig ked af det. jeg reageret meget voldsomt inde på afdelingen. det endte med at de blev nød til at give mig noget pn. og putte mig under en kugledyne i noget tid for at prøve at berolige mig. jeg var desværre voldsomt meget plaget af stemmer. skygger og dæmonerne. der jeg skulle på wc sagde de at jeg ikke måtte gå derud alene da som jeg sagde at jeg ikke kunne love at jeg ikke ville gøre skade på mig selv. jeg sagde også at jeg havde voldsomme selvmordstanker. de sagde at hvis de havde plads havde de indlagt mig. men som en plan b så ringet de til min nabo og høre om hun kunne være sammen med mig resten af dagen for at aflede mig. hvilket hun heldigvis godt kunne. desværre så sagde stemmerne. skyggerne og dæmonerne at grunden til at jeg ikke må være med i projektet var at de ikke kunne lide mig og at de gerne ville have at jeg skulle tage afsted fra denne verden. jeg har bare lyst til at gøre som de siger. hvorfor skulle jeg ellers være her. jeg kan ikke mere. jeg vil ikke mere. det har jeg sagt før. men jeg kan ligesom godt mærke at stemmerne. skyggerne og dæmonerne ligesom er færdig med deres planlægning. og de mener at jeg er klar til at tage afsted. jeg ved at der nok er nogen som bliver kede af det. men jeg er sikker på at de nok skal komme over det. og når der ligesom er gået noget tid. at der måske går hverdag i den igen. jeg er også sikker på at dem omkring mig at de nok vil blive lettet når de ikke skal høre på alt mit brok og at høre på alt det som jeg kæmper med. det tror jeg at de gerne ville være fri for at høre på. og det bliver de når jeg ikke er her mere. jeg glæder mig godt nok til at få fred. bare mærke ingenting. bare slippe for stemmerne. skyggerne og dæmonerne. bare det at jeg skal skal kæmpe mod systemet da jeg gerne ville have min skizofrenidiagnose igen. så jeg i det mindste kunne få den rette hjælp. jeg kan virkelig ikke kæmpe mere. det virker som en meget uoverskuelig kamp. som jeg på ingen måde kan vinde. så hvorfor skal jeg så blive ved med at kæmpe for noget som alligevel ikke kommer til at ske. det nytter jo alligevel ikke noget systemet har vundet. de har ligesom fået det de gerne ville. og det må jeg bare acceptere. men det kan jeg bare ikke. men jeg magter bare ikke at kæmpe mere. lige nu har jeg bare lyst til at skade mig selv. jeg har stadig et stort sår fra i fredags hvor jeg fik skadet mig selv. og jeg kan mærke at det er den eneste udvej lige nu.. jeg kan på ingen måde kæmpe i mod. uanset hvor meget jeg så end gerne ville. jeg savner at mærke smerten. jeg savner at mærke blodet løbe ned af min arm. det kunne være så super dejligt. jeg har bare lyst til at enten at tage en kniv eller et barberblad og skære. for skruetrækkeren er bare ikke nok mere. desværre
jeg vil til at afslutte dette blogindlæg. da jeg kan mærke at jeg får det værre og værre. jeg beklager alt det negative.