her i sidste uge var jeg ude på den psykiatrisk afdeling da jeg skulle til noget forsamtale i forbindelse med metakognitiv træningsgruppe.. jeg syntes det var meget overvældende at skulle deltage i. jeg fik nogen dages betænkningstid. men måtte erkende at jeg ikke havde overskuddet til det på nuværede tidspunkt. selvom det lød rigtig fedt. så kunne jeg bare mærke at det ikke lige ver lige nu at jeg skulle deltage i det. jeg føler at jeg har rigeligt i kalenderen. det er her på torsdag alt jeg skal snakke med min distriktsygeplejske. jeg er lidt nervøs denne gang for jeg ved at hun har fået at vide at jeg har sagt nej. ikke nok med det. så tror jeg også at min bostøtte tager en snak med hende om hvordan jeg har det for tiden. det er ikke nogen hemmelighed at det svinger meget i disse tider. jeg er meget spændt på hvad hun vil sige til det her. vil bare ikke være til besvær. derfor at jeg ikke har sagt det store til hende her på det seneste. jeg lader bare som om at det går godt. men det kan jeg bare ikke blive ved med. på et tidspunkt falder facaden ned. men det ønsker jeg bare ikke. vil ikke vise hvor svag jeg rent faktisk er. men nu må vi se hvad der kommer til at ske. jeg skal nok skrive hvordan det kommer til at gå.
nu vil jeg til at afslutte dette blogindlæg.