samtalen med min distriktssygeplejerske

i dag skulle jeg snakke med min distriktssygeplejerske. da hun var kommet spurgte hun om hvordan det går. og jeg sagde det som det var at jeg ikke havde det godt. og jeg ikke ville kæmpe mere. jeg havde allermest lyst til bare at give op. stemmerne. skyggerne og dæmonerne har virkelig været slemme her på det seneste. hun spurgte hvordan det var gået på det nye medicin. jeg sagde at jeg ikke havde prøvet det endnu. dette kunne hun ikke forstå. da vi kiggede mine medicinæsker i gennem viste det sig at dem som ordner min medicin ikke havde fået lagt det nye medicin i æskerne. dette var selvfølgelig noget hun ville få tjekket op på hvorfor de ikke har været ude med ny medicin. som de faktisk skulle gøre så snart det bliver ændret. hun spurgte også mere ind til hvordan jeg havde det. jeg sagde at jeg på ingen måde havde det godt. og at jeg helst bare ville have fred og ikke være her mere og at jeg bare havde lyst til at skade mig selv og at jeg ikke vidste om jeg kunne holde det ud tre uger mere. jeg syntes hun var rigtig hård. for som hun sagde. hvis jeg alligevel ikke ville være her om tre uger. så var der ikke nogen grund til at forsætte behandlingen. jeg syntes på ingen måde den måde hun sagde det på var særlig fair. for jeg kæmper alt hvad jeg kan. hun sagde også at hvis jeg blev indlagt så kunne jeg jo stadig lave selvskade og at det så ikke ville gøre den store forskel på om jeg var indlagt eller ej. for som hun sagde så kunne jeg jo bare smule ting med ind på afdelingen. da de kun visitere en når man ankommer men ikke hvis man fx har været hjemme på orlov. hun sagde også at jeg skulle prøve at være mere positiv. og se mere på den energi som jeg har. og at det ville hjælpe mig meget så jeg havde lyst til at kæmpe. for hvis jeg virkelig ville herfra. så havde jeg vel gjort det for længst. vi snakkede også om at jeg gerne ville have min diagnose ændret. dette har hun snakkede med min psykiater om. og de fastholder min diagnose. for som hun siger. så ligger de så tæt opad hinanden at behandlingen er den samme. og som hun sagde hvis jeg vil have en revurdering var det noget som jeg selv skulle betale for. så det kommer ikke på tale. det har jeg ikke økonomi til. desværre. så det er noget jeg bare må acceptere. der er ikke andet for.

jeg kan godt mærke at det har været en hård samtale. men det går ikke at jeg ligger mig. for så ender det bare med at jeg falder i søvn. og det er jo ikke så godt. hvis jeg også skulle kunne sove i aften. da jeg har en aftale med min nye bostøtte i morgen. så det er meget vigtigt at jeg kommer op. så jeg kan være klar til når hun kommer. så nu kan jeg heldigvis bare slappe af resten af dagen. så det er jo bare dejligt må man sige. nu vil jeg til at afslutte dette blogindlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.