som jeg har skrevet i de sidste blogindlæg så går det ikke super godt fortiden. jeg kæmper meget med stemmerne. skyggerne og dæmonerne. samt lysten til at lave selvskade. og tage en overdosis. her på fredag kommer min distriktsygeplejske forbi da hun skal høre hvordan det går. jeg har bare lyst til at sige at alt går godt. og at der ikke er noget i vejen. og alt er som det skal være. jeg er glad for at det kun er hende og jeg som skal snakke. for så er der ingen der kan fortælle hvordan det i virkeligheden går. ikke nok med det så efter at jeg tog den lille overdosis har mine stemmer. skygger og dæmoner bare virkelig presset på for at jeg skal tage mere. lysten er virkelig stor. og det jeg ønsker at bare at gøre det i stilhed. så ingen får noget at vide om hvor og hvornår jeg gør det. for hvis jeg siger noget. så ender det sikkert med at nogen enten tilkalder min nabo. min mor eller endda ringer til politiet. og det ønsker jeg på ingen måde. hvorfor skal mennesker tvinges til at leve. hvis nu at livet ikke er det rigtige for dem. det har jeg aldrig forstået. jeg ved bare ikke rigtigt hvad jeg skal gøre af mig selv. for jeg føler at lige meget hvor jeg er. så er det ikke det rigtige for mig. angsten køre derudaf. stemmerne. skyggerne og dæmonerne larmer helt vildt. jeg vil gøre næsten alt for at få fred og bare mærke stilheden. jeg vil og kan ikke kæmpe ret meget længere. jeg forstår virkelig ikke hvorfor at jeg skal have det sådan. jeg burde jo have det godt og være glad. men når de dumme stemmer. skygger og dæmoner gør det hele til et helvede så er det sku svært. jeg har ikke lyst til at gøre mine venner kede af det hvis jeg ikke er her mere. men sådan som det ser ud nu. så er det ikke til at holde ud. jeg er sikker på at når der er gået noget tid er vender de sig nok til at jeg ikke er her mere. bare at jeg kan få fred. så er det bare det jeg virkelig ønsker.
sådan som det ser ud lige nu. så har jeg medicin nok til at kunne tage en overdosis. jeg har til næsten 14 dages tid. bare tanken om at jeg måske ville kunne få fred ved at gøre det. giver mig virkelig den store lyst til at gøre det. jeg kæmper virkelig som en gal for ikke at gøre det. men jeg ved bare ikke hvor længe som jeg kan blive ved med at kæmpe. det er rigtigt hårdt. lige nu har jeg bare lysten til at lave selvskade for jeg har den kæmpe psykiske smerte og uro som jeg bare ikke ved hvor jeg skal gøre af. og hvordan jeg overhovedet skulle kunne rumme den.
jeg vil til at afslutte dette blogindlæg da jeg ikke lige kan samle mig om at skulle skrive mere lige nu.