for første gang i lang tid så har jeg været tidligt oppe. klokken var kun lidt over ni da jeg vågnet og ikke rigtigt kunne sove mere. jeg gik også tidligt i seng i går. så der er ikke noget at sige til at jeg er tidligt oppe. her om et par timer bliver jeg hentet af min chef da jeg skal ud og spille til et hoppedico. dette er jeg meget nervøs for. jeg er bange for at jeg ikke lever op til forventningerne. kan jeg nu godt finde ud af det. det er det store spørgsmål. det er meget længe siden at jeg har spillede til den slags før. så jeg er bange for at det ender galt. hvad værre er så er det kun mig og min chef der skal afsted. jeg er bange for at jeg ikke kan følge med tempoet der kræves for at kunne stille op. jeg er jo langsommere end alle andre grundet både det psykiske og fysiske handicap. jeg måber at det kommer til at gå godt trods alt. man skal helst se positivt på det. det var det en af mine veninder sagde til mig. så det prøver jeg så godt som jeg overhovedet kan. desværre prøver stemmerne at ødelægge det for mig. de siger at jeg ikke dur til noget og at jeg ikke kan finde ud af det. men jeg håber ikke at de har ret. men det skal jeg nok skrive om i aften eller i morgen når jeg er hjemme igen. lige nu sidder jeg bare og venter på at blive hentet. lige nu syntes jeg at tiden går alt for langsomt. men tiden går som den endnu engang gør. og det kan jeg ikke lave om på.
ellers sker der ikke det store her hos mig. stemmerne larmer. og de snakker om selvskade. men det er der ikke noget nyt i. det gør de tit.
nu vil jeg til at afslutte dette blogindlæg. da jeg ikke lige kan samle mig om at skrive mere