puha det hele er noget lort lige nu. jeg sidder her og klokken er nu ca de fem om morgen og kan slet ikke finde ro. stemmerne er helt oppe at køre. og jeg ved snart ikke om jeg kan holde det ud meget mere. de vil gerne have at jeg skal skade mig selv og gøre det der er værre. de vil rigtig gerne have at jeg skal tage alt mit medicin som jeg lige har fået nye forsyninger af. jeg ved ikke om jeg kan stå i mod. jeg vil så gerne have fred. jeg vil virkelig ikke mere. hvorfor skal jeg lide sådan. det er slet ikke fair når jeg ser hvordan andre har det og hvordan de kan leve deres liv uden stemmer og andre ting. hvorfor skal jeg virkelig lide sådan. det er bare overhovedet ikke fair. jeg ved slet ikke hvad jeg ellers kan gøre for at få det bedre. der kan ikke rigtig gøres ret meget med min medicin. da det andet de havde prøvet kunne jeg ikke tåle. derfor sagde de at de ikke rigtigt kunne gøre ret meget mere for mig hvad det angår. så er der stemmeterapi. men det syntes jeg ikke rigtigt der kommer gang i. jeg har ihvertfald ikke hørt noget fra psykiatrien. hvilket er meget mærkeligt. jeg ved bare ikke om jeg kan vente på at de kommer i gang med at få mig i gang med stemmeterapi stemmerne fylder rigtigt meget i min hverdag. og hele dagen lang skal jeg modstå deres ordre. det er virkelig svært. for alle de følelser de sætter i gang. det er virkelig svært at modstå. jeg har bare virkelig lyst til at give efter og lade dem styre slagets gang. måske kunne jeg virkelig få fred hvis jeg gjorde hvad de siger. måske har de ret. er det i virkeligheden det jeg skal. jeg har virkelig lyst til at lade dem føre kniven. den ligger overe i skuffen og bare venter på at jeg skal bruge den. jeg er klar til at gøre det de netop siger. måske er det i virkeligheden nu tiden er inde. er livet slut for mig. jeg kan virkelig ikke mere. måske er døden den rette vej. bare stilheden. mørket der omslutter en. det er det eneste som jeg tænker på lige nu. angsten. stemmerne. lysten til selvskade fylder bare det hele lige nu. det er ikke til at slippe af med igen. lige meget hvor jeg går hen så er de med. går jeg 10 km så er de der stadig. jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. jeg tør ikke sige det til min psykiater. i frygt for at de enten prøver anden medicin som måske ikke virker eller gøre det værre. eller få mig indlagt igen. det ønsker jeg virkelig ikke. jeg syntes at være indlagt i en måned er længe nok. det vil jeg virkelig ikke gennemgå igen. bare at skulle igennem møllen igen. det kan jeg virkelig ikke overskue.
jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre lige nu. jeg vil ikke gøre mine venner kede af det hvis jeg ikke var her mere. men det er bare ikke til at holde ud at være mig. havde jeg kunne gøre andet ville jeg virkelig gerne gøre det. for havde jeg kunne få det anderledes. altså at få mine stemmer. angst. lysten til selvskade. skyggerne som plager mig som bare fanden til at forsvinde så ville jeg give min højre arm for det. når jeg ser hvordan andre som lever et helt normalt liv har det. bliver jeg helt misundelig. dem som ikke har nogen psykiske lidelser. kender ikke til det at have stemmer. angst og lysten til at skade sig selv. jeg ville virkelig ønske at jeg kunne være ligesom dem.
som sagt. jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. skal jeg bare gøre som de siger. det er det store spørgsmål. kan jeg mon klare det ret meget længere? det ved jeg sku ikke. det hele er bare noget lort.
jeg ønsker ikke at gøre nogen kede af det. men jeg har det bare svært lige nu. jeg ved at der har er mange som holder meget af mig. og dem ønsker jeg ikke at såre. men det er bare virkelig hårdt at leve i. jeg håber snart at jeg kan får det bedre. men jeg ved bare ikke hvordan. det lige skulle kunne lade sig gøre. jeg har snart opgivet det hele.
så stemmer tag hvad i vil jeg kan ikke mere. gør det som i har lyst til. det hele er op til jer. jeg vil bare have fred. 🙁
jeg beklager dette indlæg. men det skulle bare ud. da det er noget jeg har gået med. jeg håber ikke at det har skramt jer. hvis det har. så beklager jeg meget.