Kategori: Personligt

her i går blev jeg overført til aalborg i den tro om at jeg forsat ville blive indlagt. men sådan gik det ikke. jeg var inde til en række samtaler hvor de spurgte ind til mig og de ting som jeg gik med. jeg forklaret dem omkring mine stemmer, selvskade og de planer som stemmerne havde. de spurgte hvordan jeg havde det fra en skala fra et til ti. jeg kom desværre til at sige at jeg kun havde det en seks syv stykker. de spurgte også om hvad jeg tænkte omkring indlæggelse. der sagde jeg at hvis det selvfølgelig kunne undgås ville det nok være det bedste. men hvis ikke det kunne undgås så var det jo nok sådan at det var. det holde de så fast i. og de vurderet at de ikke ville indlægge mig da de vurderet at jeg havde haft stemmerne i lang tid og at det nok også ville tage lang tid at få dem under kontrol. og derfor ville de ikke indlægge mig på nuværende tidpunkt. de sagde at hvis det blev værre skulle jeg kontakte dem igen. også ville de indlægge mig.

da jeg sagde det til min distriktssygeplejerske var hun meget uforstående overfor hvorfor jeg var blevet udskrevet når jeg havde det som jeg havde det. med selvmordstanker og planer. nu var jeg jo blevet transporteret fra Slagelse og til Aalborg for jeg jo skulle indlægges da de kender mig her i Aalborg og ikke rigtigt kunne gøre noget i Slagelse. så lige nu sidder jeg her hjemme hos mig selv med alle tankerne og stemmerne. lige nu er de meget oppe at køre. de er jo glade for at jeg er blevet udskrevet. for de har i den grad om nogen de store planer om at jeg skal gøre en ende på det hele. indtil er deres plan lykkedes. nemlig at jeg blev udskrevet. og det er jeg jo blevet nu. så næste step er at jeg skal tage alt min medicin og få fred. jeg har stadig alt min medicin hos mig selv. så der skal ikke meget til før jeg gør det. de er over alt lige nu. jeg kan slet ikke afholde mig fra dem. måske er deres tegn at det er nu jeg skal gøre det. måske er tiden inde til at livet slutter her. og freden skal findes nu her. jeg er klar til at finde freden og roen. og forlade denne verden. jeg ved godt at jeg måske gør folk kede af det. men kampen er ikke til at vinde. det må jeg nok erkende. jeg gider ikke mere. hvorfor skal jeg plages sådan. hvorfor lige mig. det forstår jeg ikke. enten så skal jeg af med selvskaden og stemmerne. ellers kan jeg ikke klare at kæmpe videre

jeg kan sige så meget indenfor et par måneder så gør jeg en ende på det her. for som sagt så kan jeg ikke holde det ud. jeg ville ikke ønske det her for min værste fjende. jeg ville hellere miste en arm eller et ben. end at høre stemmer eller være selvskadende. det er virkelig hårdt at skulle gå igennem.

jeg er ked af det her negative blogindlæg. men det er desværre sådan som min verden ser ud lige nu 🙁

lige nu sidder jeg hos min mor og skriver dette blogindlæg. desværre så skete der de her for nogen dage siden at jeg virkelig havde det så skidt at jeg desværre kom til at lave selvskade endda et som blev lidt voldsomt. jeg brugte en skruetrækker til at lave slevskade med. da jeg kom til min mor i går. spurgte hun mig hvad jeg har lavet. jeg log og sagde at jeg bare var kommet til skade. jeg kunne simpelthen ikke få mig til at sige sandheden. for sidst jeg sagde det til hende at jeg have lavet selvskade. så sagde min mor at det var da noget mærkeligt noget at gøre. jeg fik det bestemt ikke bedre at det hun sagde. hvis jeg bare kunne stoppe med at skade mig selv. så havde jeg da gjort det. det er jo ikke noget jeg syntes at det er noget sjovt at gøre. men min mor forstår det bare ikke. jeg tror ikke at hun har prøvet at være psykisk syg. hvis man har prøvet det. så ville man vide at det ikke er noget man bare gør for at få opmærksomhed. jeg ved bare ikke hvor længe jeg kan kæmpe i mod trangen til at lave selvskade igen. for lige nu er jeg som sagt hos min mor. og jeg ønsker ikke at hun skal se at jeg gør det. eller opleve at ikke har det godt. lige nu kan jeg holde facaden som gør at alt ser ud til at være i den skønneste orden. det eneste der afsløre mig er sårene på mine arme. men det er også nok. for de er ikke ligefrem små. hvis jeg ikke får det bedre mens jeg er her. så er det nok bedst at jeg bliver indlagt. jeg smuttede jo hjemmefra da det ikke var bedst at jeg var alene. for jeg kunne ikke garantere at jeg ikke gjorde noget meget dumt. og slet ikke efter min sidste blogindlæg hvor det var stemmerne som fik lov at skrive. og det var virkelig ikke særligt behageligt må man sige. men jeg kan ikke love at de ikke kommer til det igen. for jeg er inde i en meget dårlig periode. så det er ikke så godt må man sige.

ADVARSEL hvis du har en skidt dag eller du ikke kan rumme så meget skal du nok ikke lige læse dette indlæg da dette er meget hårdt. kan sætte en masse ting igang

som mange af jer ved så kæmper jeg en del med stemmerne og det går ikke så godt for tiden. stemmerne vil rigtig gerne have at jeg skal væk herfra. deres plan er at få alt til at se ud som alt er i den skønneste orden så ingen kan se hvad de i virkeligheden er ude på. deres planer er at når alle tror det går godt. så skal jeg tage mit eget liv. jeg er lige blevet sat op i medicin hvilke betyder at jeg har meget medicin her i min lejlighed. deres planer er så at jeg her enten i denne uge eller næste uge skal tage alt mit medicin og på den måde få fred. jeg kan virkelig ikke mere. jeg vil ikke kæmpe mere. jeg føler at jeg virkelig har kæmpet alt hvad jeg kan. men til hvilken nytte. stemmerne er her altid. trangen til selvskaden er meget stor angsten er en del af min daglig hele tiden. og jeg ved bare ikke hvor længe jeg kan klare presset. som jeg sagde før. hvorfor skal jeg blive ved. hvad får jeg ud af at kæmpe. det ændre sig jo ikke. det bliver bare værre og værre. jeg vil så gerne have fred. bare lysten til at opgive kamopen og lade stemmerne få deres magt og lade dem gøre hvad de vil. og så bare mærke hvordan freden kommer og verdenen forsvinder og at jeg kommer til at mærke stilheden. det er mit største ønske lige pt. jeg ved godt at jeg kommer til at gøre mange kede af det. men som stemmerne siger de vil bare syntes at det kun ville være godt hvis jeg ikke var her mere. for så skulle de ikke høre på alt mit brok eller være bekymret hele tiden. så er sket ligesom sket. jeg er sikker på at de nok skal komme over det. så det er nok en win win for begge parter. jeg slipper for at skulle kæmpe mere og mærke til alle stemmerne. angsten og selvskaden og den daglige kamp for at opretholde en facade. og de slipper for at skulle være bekymret hele tiden.

bare tanken om at jeg måske kan få fred giver mig lysten til at gøre det nu her. men da jeg har en del aftaler må jeg nok hellere vente til de er overstået så det kan ske i stilhed uden at nogen ligger mærke til noget. det tror jeg at det er den bedste måde at gøre det på. jeg kan starte med at få hentet alt det medicin som jeg har på recept. så jeg har nok hjemme til når det skal ske. jeg har heller ikke sovet endnu eller har taget min medicin i går aftes. jo mere jeg kan få samlet sammen jo bedre. stemmerne køre på fulde drøn og de er ved at planlægge det hele i den mindste detalje. spørgsmålet er om jeg skal skrive et afskedsbrev her på bloggen. eller om det bare er bedst at det hele sker i stilhed. det kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om. det må tiden lige vise. hvad der kommer til at ske.

men en ting er sikkert. jeg kan ikke det her mere. stemmerne. selvskaden. den evige tristhed. angst og kampen for bare at holde nogenlunde sammen på det hele. det er en kamp der aldrig slutter. det kan jeg virkelig ikke mere. hvornår er nok nok?

jeg er ked af hvis dette blogindlæg har skramt jer. det er jeg virkelig ked af. men jeg kan bare ikke mere nu.