som jeg skrev i mit sidste blogindlæg så skulle jeg snakke med min distriktsygeplejske her i dag. og som skrevet i det sidste blogindlæg så gik det ikke super godt. bl.a så havde mine venner ringet efter politiet fordi jeg ikke havde det super godt. dette sagde jeg så til hende. til det sagde hun at jeg skulle blive bedre til at bruge min pn og hvis det ikke virkede så skulle jeg kontakte skadestuen. jeg sagde også at jeg havde taget medicin for to dage på samme tid. dette var hun ikke så bekymret for. for som hun sagde at så længe at der ikke var højre dosis. så ville der ikke ske noget ved det. dette fik mine stemmer. skygger og dæmoner til at gå amok. for så ville de have at jeg skulle tage meget mere. nu hvor hun sagde at det nu ikke var mere mere medicin som jeg havde taget. vi snakkede også om bostøtte. så skulle vi se om vi kunne få ændret paragraffen så jeg kunne få noget mere hjælp som jeg havde brug for. vi snakkede også om indlæggelse og at hun mente at grunden til at jeg gerne ville indlægges var at få ro og have nogen omkring mig. hun mente at jeg nok enten skulle have mere bostøtte. eller lave en ansøgning til noget botilbud. dette tænker jeg meget over. for et eller andet sted ville det være et nederlag hvis ikke jeg kan blive bonede her i min lejlighed. men det er nok også det bedste hvis jeg kom et sted hen hvor der er nogen omkring mig. og hun bad mig derfor om at jeg skulle tage fat i bostøtten og snakke med hende om. om vi skulle lave en ansøgning om at komme i botilbud. vi snakkede også pm avatar projektet. og at det nok godt også kunne gøre gavn for mig. og at det ville vi arbejde hen imod. så vi må se hvad der sker. jeg håber ihvertfald at jeg kan komme med i projektet. udover det så snakkede vi også om de selvmordstanker som jeg har. som hun sagde hvis jeg virkelig ville dø. så havde jeg vel gjort for længst. og jeg måtte vel have håb for fremtinden siden at jeg ikke havde gjort det endnu. dette fik mig bare lyst til at tænke at jeg bare skulle gøre en ende på det hele. men som hun sagde. hvad ville mine omgivelser ikke tænke. de ville jo nok savne mig. og få en skyldfølelse over at de måske kunne have gjort mere for at jeg ikke havde taget mit eget liv. jeg sagde så at der nok skulle gå hverdag i den igen. dette sagde hun at jeg skulle tænke meget over hvad det var jeg efterlod. hun sagde så også at hvis jeg fik det så skidt. så skulle jeg enten tage noget pn og ligge mig under kædedynen. eller kontakte skadestuen. jeg har bare lyst til lade være og bare gøre det i stilhed. for jeg har medicin nok til det. jeg ved bare ikke hvor længe som jeg kan blive ved med at kæmpe. jeg føler at jeg skal kæmpe i en evighed. min distriktsygepljeske snakkede om at hun meget gerne ville prøve at skifte medicin. men som hun sagde så var det mig der ikke mig der ville skifte medicin. efter det der skete sidst. og at det var noget som jeg skulle tænke over. dette ville jeg prøve at tænke over. så må vi se hvad jeg kommer frem til. det er ikke andet for end at se hvad tiden viser.
nu vil jeg til at afslutte dette lidt længere blogindlæg.