Kategori: Personligt

Så skete det. I morges da jeg vågnede var der helt stille omkring mig. Stemmerne var væk. Jeg kunne ikke forstå hvorfor. Da jeg gik i seng tog jeg noget PN for bedre at kunne falde i søvn. Og ellers gjorde jeg bare som jeg plejer. Det er bare så dejligt. Nu er verden bare rigtig meget bedre at være i. For alt er stilke. Der er ikke noget at være bange for mere. Og nu kan jeg bedre slappe af. Jeig kan næsten ikke finde ord for det. Det er bare så dejligt. Jeg håber aldrig at de kommer igen. Der kan man bare se hvad medicin kan gøre. Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til personalet her på bostedet. For hvis jeg ikke har nogen stemmer er der vel ikke nogen grund til at jeg bor der. Så kan jeg ligeså godt bo i egen lejlighed udenfor bostedet. Det kunne bare være så dejligt hvis det kunne ske. Jeg håber at jeg kan få det meget bedre uden stemmerne for de har virkelig plaget mig til ukendelighed og ødelagt rigtigt meget for mig. Og har gjort at jeg har mistet en del venskaber fordi at de ikke har kunne rumme det. Og det er selvfølgelig fair nok. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne straffe stemmerne for alt det lort de har givet mig. Jeg ville ønske at jeg skulle spole tiden tilbage og starte forfra og gå igennem livet uden stemmerne. Men det kan jeg desværre ikke. Og det plager mig. Men sådan er det nu en gang.

Tak for at i ville læse med.

Udgivet via WordPress til Android

her i morgen kl 10 skal jeg til første gangs samtale med en psykiater fra Slagelse psykiatriteam. tankerne køre rundt og mylder alle vejne. jeg kan slet ikke følge med. jeg bliver bare så angt fordi at der skal stilles masser af spørgsmål. jeg ved slet ikke hvordan jeg skal håndtere det. jeg har bare lyst til bare at gemme mig væk. men det går bare ikke. for den slagt samtaler skal bare overstås. for den nye psykiater skal jo lære mig at kende. men jeg ville bare ønske at jeg ikke skulle i gennem alle de spørgsmål. for der er rigtig mange. det fandt jeg ud af da jeg skulle i gennem en eksterne psykiater i forbindelse med at Sorø kommune skulle finde et bosted til mig. jeg håber virkelig at jeg har mere overskud i morgen til at gennemføre samtalerne end jeg har nu. det hele virker bare så uoverskueligt. det er slet ikke til at rumme på nogen måde. jeg håber bare at det bliver nemmere at komme i gennem det end det er at tænke på det lige nu.

så fik jeg et brev om at jeg skulle til første gangs samtale her i byen. det giver rigtig meget uro fordi jeg ikke kender ham eller hende som jeg skal snakke med. jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. for tankerne køre bare rundt og jeg har bare lyst til gemme mig væk og aflyse. fordi jeg virkelig ikke kan rumme at skulle starte forfra med at fortælle alt omkring mig. jeg skal også åbne mig for en ny og det er bare så svært syntes jeg. jeg skriver en blog når jeg har været til samtale.

så er jeg lige kommet i gennem det møde som jeg skrev om i min sidste blog. vi fik snakket om hvordan de kan hjælpe mig bedst muligt og hvad der skal ske i den kommende til. vi startet med at jeg fik læst min hadleplan op og godkendte den. derefter snakket vi om at de gerne så mig blive bedre til at komme op til morgen møderne. hvilket jeg sagde at det vil jeg rigtig gerne arbejde med. de spurgte mig hvordan jeg gik og hade det og om jeg var faldet til. hvilket jeg sagde ja til. vi blev også enige om at vi skulle have to samtaler om ugen og hvor jeg fik lov til at vælge hva dag det skulle være. jeg sagde at jeg gerne ville have det skulle være mandag og fredag hvilket de syntes lyder som en god ide. jeg blev også spurgt om jeg hade lyst til at gå i stemmehøregruppe hvilket jeg sagde nej til da jeg godt følte at jeg godt kunne håndtere dem lige for tiden.

det var vidt alt hvad jeg lige kunne huske.

her i morgen skal jeg til internt møde omkring hvordan de kan hjælpe mig. ligefor tiden føler jeg bare ikke jeg er særlig tryg her. jeg føler at jeg har det meget bedre ind de anddre og jeg bruger faktisk ikke personalet til noget. og derfor føler jeg at jeg burde flytte ud i egen bolig. jeg luftet det lidt for en af mine kontaktpersoner og de syntes lige at jeg skulle vente til de hade lært mig bedre at kende. det er måske også en meget god ide. men lige nu har jeg det lidt angst over ikke at føle mig tryg. jeg ved bare ikke hvorfor jeg ikke føler mig tryg. for det burde jeg jo være sådan et sted som her. måske skulle jeg fortælle dem det til mødet i morgen. men jeg er samtidig ikke så god til at åbne mig og skulle fortælle hvordan jeg har det overfor folk. jeg kan slet ikke rumme alle de spørgsmål som de kunne finde på at stille mig. jeg ved godt at de gerne vil hjælpe mig. men det kommer bare til at fylde for meget i mit hoved. og samtidig har jeg meget svært ved at sige fra. jeg ville rigtigt gerne kunne gøre det men det er bare rigtig svært for mig.

her for nogen dage siden fik jeg det virkelig skidt. jeg følte mig rigtig trist og fyldt op inden i. tankerne kørte alt for stærkt og jeg kunne slet ikke følge med. det ente så med at jeg fik lavet selskade pænt hårdt. det hele blev bare lettere og jeg kunne rumme verden omkring mig igen. det var bare ikke den bedste løsning. og hertil aften gik det galt igen. mens jeg sad og så tv fik jeg det rigtig skidt. jeg blev rigtig ked af det og kunne slet ikke finde ud af hvor jeg skulle gøre af mig selv. jeg følte ikke at jeg passet ind nogen steder. og at verden bare var i mod mig. jeg skadet mig selv samme sted igen og nu er mit sår blevet stort og ikke særlig kønt. nu har jeg bare fået det dårligt over at jeg har skadet mig selv. bare tankerne omkring mødet i morgen fylder bare rigtig meget. jeg har ikke været særlig god til at møde op til de faste morgen møder kl 09:00 og det er nok nogen af de ting som der skal snakkes om i morgen. det fylder bare rigtig meget hos mig fordi jeg jo gerne vil møde op men bare ikke får det gjort på grund af at jeg ikke altid sover lige godt. jeg håber bare ikke at det er noget som de forventer af mig. for det kan jeg på ingen måder kan rumme. inderst inde glæder jeg mig bare til at mødet er overstået. så jeg kan få tingene på plads. for så kan jeg også se hvad de forventer af mig og kan hjælpe mig med.