som alle nok ved så er verdenen fyldt med corona hvilket er meget skrammede og angstprovokerede. der er jo så kommet de her corona-vacciner hvilket jeg syntes er en virkelig god ting. men desværre så er det sådan at jeg har totalt nåleskræk. og kan derved ikke bare blive vaccineret. det går mig virkelig meget på. for jeg vil jo gerne være en del af samfundet men samtidig så skal man jo helst vacciners for at undgå at kunne blive syg. så jeg står i et kæmpe dilemma om hvordan jeg lige skal håndtere dette her. for jeg er ikke ude på at være til besvær. og jeg vil jo også gerne vise at jeg gerne vil være med til at bekæmpe denne virus. men fuck det er bare ikke nemt. for man kan jo ikke undgå at det kommer til at gøre rigtig ondt. når man skal stikkes. hvad værre er. så de fleste vacciner skal man have to stik. og det kan jeg på ingen måde klare. jeg ville måske kunne overleve det ene. men at skulle have to stik. det er helt umuligt for mig. men desværre så vidt jeg ved så kan man ikke selv vælge hvilken vaccine man gerne ville have. og det slår mig rigtig meget ud af kurs. bare det jeg høre at andre har fået de to stik. gør mig i den grad helt igennem angst. for jeg ved at jeg ikke kan komme udenom det. og det på et tidspunkt bliver min tur i rækken. jeg har overvejet at tage fat i dem som nu skal vaccinerer og høre om der er andre måder man kan gøre det på eller om jeg kan komme ind på sygehuset og måske få lidt bedøvelse. samt kun at få den vaccine hvor man skal stikkes en gang. hvis ikke det er muligt så må jeg bare erkende at jeg ikke kan gennemføre vaccinationen da jeg simpelthen bliver for angst. nogen kampe må man bare erkende at man ikke kan vinde. og det her er tilsyneladende en af dem.
en snak med min distriktssygeplejerske
her for et par dage siden skulle jeg snakke med distriktssygeplejerske. vi skulle snakke om hvordan det går. nogen af mine veninder var med over discord for de skulle nemlig fortælle hvad der var sket til festen hvor jeg havde et meget stort angstanfald hvor jeg blev nød til at blive holdt fast. de fortalte hvad der var sket som jeg skrev i mit tidligere blogindlæg så det vil jeg ikke gå i flere detaljer med. men de fortalte i hvert fald hvad der var sket. bl.a at jeg rigtig gerne ville skade mig selv og begå selvmord hvis jeg kunne komme afsted med det. da de var færdige med at snakke skulle hende og jeg snakke alene. hun spurgte mig hvordan det gik. jeg sagde jo at jeg var ret selvskade og havde mange selvmordstanker. som også mine veninder sagde da de snakket med hende. desværre mente hun ikke at jeg var syg nok til en indlæggelse. hun sagde at jeg sikkert kun ville blive indlagt i en nat og så sikkert blive udskrevet dagen efter da der er nogen som har det meget værre end mig som hun mente. hun bagatelliseret nærmest de ting jeg havde og de ting som mine veninder sagde til hende om hvor slemt det virkelig var. hun sagde at min selvskade ikke var særlig alvorligt. det værste hun spurgte mig om og som trigget mine stemmer og mig var hvis jeg virkelig havde selvmordstanker og gerne vil begå selvmord. hvorfor jeg så ikke havde gjort det endnu? det gjorde mig virkelig ked af det og jeg fik bare lyst til at gøre det. mine stemmer sagde. der kan du jo bare se Sascha. hun vil jo gerne have at du skulle gøre det. så hvorfor har du ikke gjort det endnu hvor svært kan det være. det burde du virkelig gøre. desværre så er stemmerne godt i gang med at ligge planer om hvordan jeg skal gøre det. for det hun sagde det trigget mig godt og grundigt. for hvorfor skulle hun spørge mig om hvorfor jeg ikke bare har gjort det endnu. det må jo betyde at hun gerne vil have at jeg skal gøre det. lige nu ligger jeg planer om hvordan jeg skal gøre det. skal jeg gå ud foran et kørende tog. eller en overdosis af min medicin. eller skal skade mig selv så meget at jeg ikke vil overleve dette. eller køre noget helt andet. det må tiden vise.
så vi må se hvad der kommer til at ske. en ting er sikkert. godt kommer det ikke til at ende.
og jeg vil ikke være her ret meget længere hvis det lykkedes.
jeg ved godt at de vil hjælpe mig
lige for tiden er jeg i en meget svært periode. mine stemmer er meget slemme og de syntes bestemt ikke at jeg skal tage min medicin. mine venner forsøger virkelig at hjælpe mig. og gør hvad de kan for at få mig til at tage min medicin. men sagen er at det er meget svært når stemmerne er slemme. dette er meget hårdt for dem fordi jeg ikke bare kan tage når stemmerne ikke vil have det. jeg er bange for at jeg fylder for meget for dem. selvom de ikke siger det kan jeg mærke at det er noget der er meget hårdt. jeg ville bare ønske at jeg bare kunne tage min medicin når jeg bliver bedt om det. det gør mig ondt at jeg er til besvær og ikke bare gør det som de siger. for når stemmerne er slemme så kan jeg være svær at nå ind til. jeg ved slet ikke lige hvad jeg skal gøre. for det kan ikke blive ved sådan her.
skal jeg mon sige det?
som skrevet i mit tidligere blogindlæg gik det helt galt til festen hos nogen venner i går. og det er nu dagen derpå. vi snakket lidt om det her i dag og de vil meget gerne have at jeg fortæller det til min distriktssygeplejerske og min psykiater hvor skidt jeg faktisk har det. og hvad der skete til festen. det ved jeg bare ikke om jeg kan fordi at mine stemmer på ingen måde ville tillade mig at sige det til dem. jeg ved sku ikke helt hvad jeg lige skal gøre der. for på den ene sige er det nok en god ide. men på den anden side vil mine stemmer nok bare blive endnu værre end det de er nu. jeg er meget bange for hvad der sker hvis jeg siger det. 1 vil stemmerne blive værre? 2 vil de så tvangsindlægge mig eller noget helt tredje? bare tanken om hvad de sætter i gang gør mig meget angst. fordi jeg ikke ved hvad der skal ske. jeg skal snakke med min distriktssygeplejerske her i løbet af ugen. så må vi se om jeg har taget mod til at kunne sige det. eller om jeg bare skal sige at alting er i den skønneste orden.
en meget skidt afslutning på en ellers god aften.
her i går var jeg til fest sammen med nogen venner fra radioen. alt så ud til at gå godt og vi hygget os rigtigt meget. men det ændret sig senere hen af natten. alt det jeg skriver nu har jeg fået fortalt da jeg ikke selv husker ret meget. det startet med at en af de andre kom lidt for tæt på. jeg ved ikke om det var det der gjorde at det hele desværre væltet. men det væltet ihverfald for mig. stemmerne larmet og jeg blev meget bange og ked af det. men desværre blev det ikke med bedre. jeg begyndte at prøve at skade mig selv. hvor de så til at starte med prøve at tale mig fra det. men det virkede desværre ikke. jeg fik desværre meget værre og det udviklet sig til et større angstanfald hvor der måtte seks mennesker til at holde mig fast fordi jeg kæmpet voldsomt imod da jeg ville skade mig selv. og da de så holdte mig fast blev det ikke bedre tværtimod. jeg kæmpe og kæmpet for at komme fri men de holdte mig fast. jeg tror de kæmpet med mig i en halv time eller mere. til sidst skulle de lige til at ringe til 1813 for at få mig tvangsindlagt. men det lykkedes heldigvis for dem at få mig til at falde til ro til sidst. det var en meget voldsom oplevelse både for mig men i den grad også for dem. jeg er virkelig ked af at de skulle opleve det her. det havde jeg aldrig troede. også bare det at jeg er aldrig er blevet holdt fast før. og jeg er virkelig bange for at det skal ske igen. jeg tror aldrig at jeg har været så langt ude før. for hvad kan der mon ske næste gang. kan det blive endnu værre? den tanke skrammer mig rigtig meget. jeg er bange for at jeg kommer til at gøre noget endnu værre. for tænk hvis jeg er alene næste gang. så kan de ikke stoppe mig. stemmerne vil rigtig gerne have mig til at skade mig selv endnu mere. samt tage alt min medicin. og hvis jeg er alene så kan de jo ikke forhindre mig i at gøre det.
lige nu sidder jeg i toget mod aalborg mens jeg skriver dette blogindlæg. og jeg sidder og tænker på alt det der skete i går. og det skrammer mig meget. at tænke på. for som jeg skrev tidligere. hvad kan der mon ske næste gang.
jeg har lavet en aftale med en af mine veninder som var med til festen at vi ringes sammen hver dag så jeg får taget mig medicin samme tid hver dag.
jeg håber virkelig ikke at alt dette skal gentage sig i fremtiden. jeg kan virkelig godt mærke det i kroppen i dag. da jeg er meget træt efter i går