Saschas Blog

jeg vil bare lige advare. hvis du ikke har det så godt og ikke kan rumme så meget så skal du vente med ar læse denne blog. da den er meget hård at læse. så er du advaret.

ja. klokken er blevet halv syv om morgenen og jeg sidder stadig oppe. jeg har ikke kunne finde ro til at sove. stemmerne har  virkelig været efter mig og det har heller ikke hjulpet at jeg samtidig har mange triste tanker og lysten til at skade mig selv. og har faktisk lyst til at bare at skride fra livet. jeg kan ikke rigtigt overskue at skulle forholde mig til livet. jeg føler ikke at kan blive ved med at vente på at de finder et bosted til mig. jeg har lige hørt fra min sagsbehandler at der ikke rigtigt er noget nyt fra den udtagelse det vil så sige at de nok står på lige så meget på bar bund som de gjorde før. jeg har så heller ikke læst udtagelsen endnu. det frustrerer mig virkelig meget. men forhåbentligt så får min sagsbehandler en kopi så jeg også kan læse den. jeg ved bare ikke rigtigt hvad jeg snart skal gøre. for hvad nu hvis de ikke rigtigt finder så meget. hvad skal jeg så gøre? jeg får hverken hjælp til at takle stemmerne eller de triste tanker. jeg har gået lidt og overvejet om jeg skulle indlægges for jeg tror nok det vil være bedst sådan. på den anden side så siger stemmerne at jeg heller vil  være tjent med at se døden i øjnene. men de siger jo så meget negativt. det kan jeg bare ikke blive ved med at holde ud. det hjælper sku heller ikke at personalet her på tutten(ibos) bliver ved med at tale om motion. her i torsdages gjorde jeg virkelig noget for at få hjælp. jeg to fat i en af pædagogerne faktisk min kontaktperson. og sagde at jeg hade det rigtigt skidt. og hun spurte så om vi skulle sætte os ned og snakke lidt. hvilket jeg svaret ja til. jeg fortalte hende om at stemmerne var virkelig håre ved mig og de gav mig mange triste tanker og lysten til at skade mig selv. og hun spurgte hvad de sagde og om de direkte sagde til mig at jeg skulle skade mig selv. hvilket jeg svaret at det var lidt forskelligt. nogen gange så mumler de bare noget uforståeligt men at de så samtidig kan påvirke mig og give mig mange triste tanker og at det kan bare være nok til at skader mig selv. andre gange siger de til mig at jeg skal skade mig selv og at det ville give mig ro og gøre at stemmerne holder kæft. til alt dette spurgte hun om vi skulle gå ned i kondirummet og motionere lidt. og det kunne jeg bare ikke holde ud at høre. for som jeg også sagde til hende. motion kan for fanden ikke redde hele verdenen. og det er ikke det jeg har brug for. jeg ved godt at hun prøver at forstå mig. men det går bare ikke særlig godt. og det hjælper mig ikke. nogen gange er det faktisk lige omvendt. og det giver mig jo ikke lysten til at gå til personalet. for det er det eneste de kan sige. motion motion motion… jeg ved snart ikke hvem jeg skal gå til. nu skal det hele ikke lyde som noget klynkeri. men det er nu en gang sådan jeg har det. jeg håber ikke at jeg har fyldt dig og. for det var bestemt ikke min mening. selv efter at jeg har skrevet så meget her. så er jeg stadig ikke træt. jeg håber bare jeg snart får det bedre. jeg overvejer virkelig at ringe til psykiatrisk skadestue for jeg har brug for at der er nogen som passer på mig. så jeg bare kan give slip. for det kan jeg bestemt ikke sådan som det er nu. lige nu er der meget jeg skal forholde mig til. og  det kan jeg ikke rumme. jeg har undervisning og ting jeg skal møde op til. og alt kan der bare ikke være plads til. når nu må jeg heller stoppe inden at det bliver alt for meget.

ja. så blev jeg sku 20. så starter der et nyt årti. jeg er spændt på hvad dagen bringer. det eneste jeg ved. er at jeg skal til Slagelse og være med til at købe en gave da min mor ikke er å teknisk anlagt. ellers har jeg ikke de store planer. jeg skal måske holde noget i undervisningen. men det er ikke aftalt 100% endnu. så det bliver spændende og se hvad der kommer til at ske i dag. jeg skriver nok en blog om det senere. lad os se

Nu kan jeg skrive en positiv blog. Her til morgen der jeg vågnet kunne jeg mærke at jeg hade overskud i forhold de sidste par dage hvor jeg bare kunne mærke tristhed. Lige nu føler jeg godt kan rumme verdenen og have plads til at være til stede i undervisningen Og rumme de andre. Det er virkelig rart med bare lidt overskud en gang i mellem. Det har man brug for ellers går man jo helt ned. Jeg håber virkelig at jeg har nogen flere dage med overskud. for jeg kan godt mærke at det er et stykke tid siden at jeg har haft overskud. og jeg kan godt mærke at der ikke skal så meget til før det vender. det minder mig om at jeg stadig ikke har fået hjælp til at håndtere stemmer og lære at takle dem. jeg har heller ikke fået svar på eller hørt den udtagelse som der er ved at blive lavet udfra den snak jeg hade med en ekstern psykiater. det frustrere mig virkelig meget. jeg håber bare snart at der sker noget. jeg snakket med en af lærene fra ungeteamet og hun sagde at de ikke hade adgang til denne udtagelse. og jeg skulle kontakte jobcentret. det er virkelig nederen.

så sidder jeg her igen. nu er det blevet vinterferie og det er bare dejligt. for det er lige hvad jeg har tængst efter. Jeg har ikke lavet så meget. Jeg har for det meste bare været på tutten. Sovet længe. Og siddet ved computeren. Stemmerne har virkelig været en del af min ferie. Det har været så slemt at jeg faktisk har overvejet at blive indlagt. Fordi jeg kan godt mærke at jeg har brug for noget ro. Så er der måske nogen der mener at ferie burde kunne give lidt overskud. Men lige for tiden så syntes jeg at hver dag er en kamp at komme i gennem. Jeg føler ikke at jeg kan finde en god måde til at kæmpe i mod stemmerne. Jeg haft det så dårligt her i ferien at jeg har skadet mig selv flere gange. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal kæmpe i mod. Fir lysten er virkelig stor. Jeg ville ønske jeg kunne forsvinde. For lige for tiden kan jeg ikke rumme tilværelse. Jeg mangler nogen metoder til at kunne kæmpe imod. Men jeg får ikke hjælp til at kunne håndtere stemmerne og selvskaden. Sidst jeg snakkede med min psykiater omkring at få hjælp til mine stemmer og takle dem. Men det enrste råd hun hade gav mig var b at jeg skulle dyrke noget mere motion da dette ville hjælpe på psyken. Men jeg er træt af at høre om. For motion hjælper sku ikke på alt. Jeg føler slet ikke at jeg får den hjælp som jeg har brug for. Jwg glæder mig til at høre den udtagelse fra den ekterne psykiater som jeg har været til samtale hos. Jeg ved faktisk ikke hvornår der er et møde igen. Men det håber jeg snart at der er. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre i forhold til at få hjælp til stemmerne. For jeg kan da godt se at jeg tilsyneladende ikke får hjælp til det fra min psykiaters side af. Det er åbenbart kun medicinen som hun hjælper og rådgiver om. Tjaa. Jeg opgiver snart. Derfor tror jeg det er bedst at jeg bliver indlagt. Så kan jeg måske få hjælp den vej rundt. Nu skal jeg bare få det sagt i morgen på tutten. Fordi så kan de give mig en taxa derud. Problemet er bare at hvis det er en vikar eller nogen nye pedagoger som lige er startet. Så har jeg det virkelig svært ved at åbne mig. Fordi det er nogle som jeg ikke kender. Det minder mig om at nu når vi er der med at tør sige ting. Så ringet min mor til mig i går. Og da hun ikke hade hørt fra mig i nogle dag. Så frygtet hun at jeg var blevet indlagt. Men når jeg så bliver indlagt så tror jeg ikke at jeg ville kunne sige det til hende når det kom til stykket. For jeg har det virkelig svært ved at sige sådan nogen ting. Det bliver jeg nok aldrig god til.

her i går skulle jeg snakke med en ekstern psykiater fordi at der stod forskellige ting i min journal. også for at finde det bedste sted til mig når jeg stopper på tutten skulle jeg snakke med en anden  psykiater for at få en optikliv vordeung. halv ni gik mig og en personale fra tutten mod Hellerup station  hvor vi to et tog mod Nørreport station. der vi kom til Nørreport station gik vi i fem minutter mod det sted hvor psykiateren holdte til. da det endelig blev min tur kom jeg ind på et kontor. hvor han sad. da vi gik i gang stillet han mig en helt masse spørgsmål jeg kan ikke huske dem alle. men jeg prøver. han startet med at spørger om nogen i min familie hade misbrug af stoffer eller alkohol hvilket jeg svaret nej til. jeg glemte at skrive at han ikke hade tavshedspligt hvorfor jobcenteret. så hvis jeg ikke syntes noget de ikke skulle vide skulle jeg ikke fortælle han det. når han stillet også spørgsmål om min opvækst og min bandom. der var mange spørgsmål omkring det jeg ikke lige kan huske. han stillet også spørgsmål omkring mine psykiske problemer. og til det sagde jeg at jeg hørte stemmer. og han vil gerne vide omkring hvordan mine stemmer påvirket mig og om de var inde i mit hoved eller om de var uden for. og jeg sagde at de var udenfor ligesom alle andre lyde. han spurgte også om jeg kunne forklare mere om dem. men jeg var ikke så god til at beskrive dem. desværre. jeg kommer også til at tænke på at jeghar glimt at fortælle ham at jeg har en diagnose. men jeg må lige se om jeg kan finde hans mailadresse. for jeg tror det er vigtigt at min diagnose kommer med i udtagelsen. vi snakket også om  at jeg skader mig selv og han spurgte om hvordan mine tanker kunne påvirke mig til at skade mig selv. og om mine stemmer var med til at påvirke mig til at skade mig selv. hvilket jeg svaret ja til. nogen gange kom tankerne bare og de gav mig følelsen af at jeg skulle skade mig selv. nu når jeg tænker efter så er der meget jeg ikke har fortalt ham som jeg nok skulle have sagt. han spurgte også om jeg hade tvangstanker og det svaret jeg ja til. jeg sagde at jeg vasket hænder mange gange om dagen og at der ikke skulle så meget til før jeg skulle vaske hænder. bare det jeg hade spist med kniv og gaffel ude at have rørt ved maden skulle jeg ud og vaske hænder. han spurgte om han måtte se mine hænder. men han kunne ikke se på den at jeg vasket meget hænder. jeg tror at det vist nok var det hele. der er sikker nok noget jeg har glimt men jeg kan ikke huske mere end det jeg har skrevet. jeg glæder mig til at se når vi skal holde det nye møde med den nye udtagelse. så jeg håber de finder et ted til mig som jeg bliver glad for. men jeg ved ikke hvornår vi skal holde et nyt møde.