Saschas Blog

når jeg går ned af gangen og går forbi din dør får jeg en klump i halsen. jeg skal vende mig til at der ikke står dit navn på døren mere. jeg går tit der ned men bliver mindet om at du ikke bor her mere. jeg bliver lidt trist fordi jeg savner dig. det er stadig svært at forstå. fordi du har været her så længe. men jeg må nok lære det en dag at du nu er kommet videre. og at du nu kan få den hjælp du har brug for. og jeg ønsker dig alt det bedste. og hvis du har brug for en hånd og støtte så ved du hvor jeg er. og jeg håber du nyder dit nye bosted og at du med tiden falder godt til.

nu er der ca kun halanden uge til skole start og jeg kan bare mærke for hver dag vi nærmer os bliver mit overskud bare mindre og mindre. og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal kunne komme i gang. for jeg har bare lyst til at gemme mig væk og ikke komme frem. jeg tror ikke at det er blevet bedre med at møde op. for det handler jo om overskud og det er ikke det jeg har mest af. jeg føler ikke min behandling har hjulpet på den rigtige måde. hvilket betyder at jeg har svært ved at kunne overskue min STU og dermed møde op. og jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt til personalet. for det er meget der gerne vil ud. som jeg også skrev i en tidligere blog så følerjeg ikke at instituttet er det rigtige sted for mig mere. og jeg er ikke helt trygt ved at høre hvordan de vil takle det. jeg håber ikke de bliver sure jeg ved ikke hvorfor jeg tror det. men det siger siger stemmerne at de vil blive. og det håber jeg bare ikke. for det kan jeg slet ikke håndtere. og dermed ved jeg ikke om jeg tør fortælle dem det. for så får jeg en masse spørgsmål og det kan jeg bare ikke magte. for så spørger de bare om hvorfor jeg lige plusenligt jeg hade det sådan og hvorfor ikke hade sagt det noget før. og sikkert en masse andet som jeg ikke er sikker på. jeg ville bare ønske at jeg ikke skulle starte igen for jeg får det virkeligt dårligt ved tanken om at skulle i gang igen. men der er nogen der siger at det er godt at holde sig i gang. og det har de da også ret i. men det er bare svært for jeg skal jo have overskud til at komme i gang. og hvis ikke man har overskud så er det svært. i ihvertfald for mig. jeg ville bare ønske at jeg ville blive hørt og taget alvorligt. for når jeg snakker om jeg gerne vil indlægges for at få lidt ro. så siger de at det er ikke godt for mig da der er andre som har det været end mig og dermed at jeg kunne gå en og få det være af det. men hvad gør de hvis det nu er det jeg har brug for og at det måske kan gå hen og hjælpe. jeg ville bare ønske at kunne det kunne blive til noget. men det får de nok at se når det hele går galt. men på den anden side så er de jo ikke udannet så jeg ved ikke om deres beslutning er den rigtige. for tænk nu hvis at jeg snakket med nogen som var udannet så kunne det måske være at jeg fik noget andet at vide. måske skal jeg prøve at snakke med nogen om det. jo det vil jeg da helt klart prøve. godt nok snakker jeg med psykiater og psykolog som har forstand på det. og de siger det samme. nemlig at det ikke vil være en god ide at jeg bliver indlagt. og det er virkelig nederen. så jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. for at råbe dem op. for nu skal de forstå at der skal ske noget og at jeg skal tages alvorligt og i bedre behandling. for hvor lang tid skal der gå før jeg kan blive taget alvorligt. og at der sker noget. for jeg kan snart ikke klare mere hvis jeg samtidlig skal passe en STU hvor det ikke går så godt i forvejen. for de kræver jo at jeg skal møde til tiden og passe mine timer. men fuck det kan jeg jo ikke. men det forstår de bare ikke helt og det frustrere mig helt vildt at de ikke bare kan se jeg ikke har det godt. godt nok har jeg facade men det er kun fordi at folk ikke skal se/høre på det. men det er også hårdt. og tager meget på kræfterne. men jeg tager en alvorlig snak med min kontaktperson og så må vi se hvor det bær hen. det vil jeg også berette om senere.

nu sidder jeg her og kan ikke lade være med at tænke på at vi snart skal starte i skole igen. og da jeg ikke har fået det bedre som jeg også skrev i min sidste blog. og da jeg ikke har fået det bedre så ved jeg ikke hvordan jeg skal håndtere at skulle starte igen. som jeg også skrev så ville jeg snakke med med kontaktperson da jeg ikke føler at jeg længere kan rumme at være på instituttet og passe min undervisning. men jeg ved bare ikke hvor jeg så skal være henne. jeg ved heller ikke hvordan min kontaktperson vil tage i mod det når jeg fortæller hende det. jeg tænker virkelig på hvordan det så skal gå og hvor jeg så skal hen hvis ikke jeg skal være på instituttet. og hvad vil kommunen sige til det når vi kommer der til hvor vi skal fortælle dem det. for nu har de jo lige givet mig et stu år mere. jeg håber at de kan trække det tilbage. da jeg ikke vil have det godt med at de har givet mig noget som jeg ikke skal bruge. jeg glæder mig bare til at få det sagt og få alle spørgsmål som de nok vil stille overstået. gadvide hvad de andre nok vil tænke. og hvordan det skal gå i fremtiden. jeg er spændt og nervøs på hvordan jeg skal klare mig og om jeg kan få det hjælp som jeg har brug for. for det de har sagt er at det ikke er en god ide at indlægge mig da der er folk som har det meget være end mig og at det måske godt kan påvirke mig. men det tror jeg ikke. for jeg har brug for nogen som er uddannet til at håndtere sådan nogen som mig. og være klar til at støtte mig når jeg har brug for det. for det kan de ikke levere på samme måde på instituttet. og på et tidspunkt er det nok. og det er det ved at være nu. for hvor langt skal jeg ned før jeg bliver taget alvorligt. det kan jo ikke være rigtigt at jeg skal skade mig selv mere og mere før der sker noget. men sådan er det. folk kan ikke se at der er noget galt. de tror alt er godt. men det er det bare ikke. men det finder de ok ud af når det er for sent. men det finder de jo nok ud af. når nu kom denne blog til at handle alt andet en det den skulle. det er der hvad der nu kan ske når jeg først begynder at skrive. så er der meget der vil ud.

Her i dag føler jeg der er mange mennesker og forskellige stemmer omkring mig. det er svært at være til stede for jeg trækker mig ind i mig selv for at komme væk. men det virker bare ikke. alt er uoverskueligt lige nu. jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen for at slippe for alle de stemmer og mennesker. hold kæft det bruger bare meget energi at jeg samtidlig skal være glad og ikke virker som om der er noget galt. for jeg vil ikke have folk skal kunne se/mærke det på mig. men det er der allerade  allerede nogen der kan. og det er ikke så godt. men tænk hvis jeg møder nye mennesker og de kan mærke at der er noget galt. det må bare ikke ske. for jeg ved ikke hvad de tænker om det. det er virkelig sådan noget der kan gøre mig bange og angst for at møde nye mennesker. jeg ved ikke en gang om jeg er klar til kærligheden hvis den nu skulle komme en dag. for jeg ved ikke om jeg kan skjule at jeg god kan have det dårligt. men et er kun et spørgsmål om tid. jeg håber bare en dag at jeg finder en kur til at kunne få det godt igen. for lige nu er det bare ikke nemt at kunne se lyset når alt det mørke tager over. det er virkelig svær at holde fokus. det gik heller ikke så godt med at passe undervisningen sidste skoleår da jeg tit ikke kunne overskue timerne og hade til tider svært ved at komme op om morgenen fordi jeg ikke hade sovet godt om natten på grund af stemmerne og tankerne som bare flyver rundt inden i mig. jeg er virkelig spændt på at se om jeg klare det bedre her efter sommerferien. jeg jeg tror bare ikke helt på det for jeg har jo ikke fået det bedre. og personalet er jo ikke uddannet til at takle min situation og give mig råd o vejledning til at hjælpe mig med at finde gode metoder til at kunne komme i gennem det svære når alt presser sig på. jeg er også lidt spændt på hvad de siger når jeg fortæller den at jeg virkelig har tænkt mig at ville et andet sted hen simpelhen fordi at jeg har brug for noget mere støtte. eller som man også kan sige det. støtte på en anden måde. jeg tror bare ikke at de vil sige så meget. men jeg vil prøve alligevel. for hvis jeg  ikke prøver sker der jo ikke noget. når nu kom denne blog jo til også at handle om så meget andet en overskriften siger. så jeg tror jeg vil holde for denne gang. det kan være jeg opdatere indlægget. så hold øje

nogen gange savner jeg en at dele mit liv sammen med. det kunne måske hjælpe på mine psykiske ting fordi at så kan det måske være at der er en der kan hjælpe mig op når jeg ser sort på verden. men problemet er bare at det ikke må blive for meget for modparten. det er nemlig sket før. og derfor er det svært for mig at vide hvordan jeg skal forholde mig så det bliver bedst for alle. men jeg ved bare ikke hvordan jeg skal finde en. jeg føler ikke på nuværende tidspunkt at jeg har netværket til det. og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal udvide netværket. jeg kunne prøve nogen inde for dbs. men jeg er ikke så kendt inde for hvad de har af anegemanger. men måske nogen af jer har en ide. så vil jeg meget gerne høre fra jer. for det er ikke det psykiske som skal bestemme om jeg skal finde kærligheden eller ej. jeg har set andre med psykiske problemer som har kærester. hvorfor kan jeg så ikke. det ikke fair. for jeg er jo ikke dum. og jeg taler jo ikke hele tiden omkring min psykiske tilstand. så hvad gør jeg galt. men lad os se hvad tiden bringer. jeg håber at det bliver bedre. men måske er gud med mig:) så hvis i har nogen gode forslag så høre jeg gerne fra jer.