Kategori: Personligt

her i går fik jeg en meget kedelig besked. en af mine venner er desværre afgået ved døden. desværre så gik mine stemmer. skygger og dæmoner helt amok. de sagde nemlig at jeg ville blive den næste. som ikke skulle være her mere. hvilket det har gjort mig rigtig angst. for tænk nu hvis de har ret. og det er mig som dør næste gang. det tør jeg slet ikke tænke på. lige nu ved jeg bare ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. stemmerne larmer. skyggerne og dæmonerne vil rigtig gerne vise mig hen til kirkegården. men jeg ved ikke om jeg tør gå med dem. for tænk nu hvis de vil dræbe mig der hende. det ville virkelig ikke være så godt. lige nu ved jeg ikke hvordan jeg skal komme igennem det her. alt virker uoverskueligt og angstprovokerede. jeg kan slet ikke finde ro nogen steder. lige nu sidder jeg bare her alene i min lejlighed. men samtidig så ved jeg heller ikke om jeg tør at være sammen med nogen. for tænk nu hvis de vil gøre mig noget fordi at mine stemmer. skygger og dæmoner siger at de skal. jeg ved ikke om jeg tør stole på nogen lige nu. sådan som jeg har det. desværre. puha lige nu har jeg godt nok lyst til at lave selvskade bare for at få lidt rå på og måske kunne slappe lidt mere af. men samtidig ville jeg også bare blive rigtig ked af det og vred på mig selv hvis det ender med at jeg skader mig selv. og det ville ikke være så godt. desværre. jeg savner bare at mærke kniven køre nedad min arm og mærke blodet komme ud. det er meget længe siden at jeg har skadet mig selv. jeg kan faktisk ikke huske hvor længe siden at det er. men det er noget tid siden. og sådan skulle det også gerne blive ved med at være. selvom klokken er mange. så føler jeg at jeg ikke kan sove. tankerne flyver rundt. og jeg føler på ingen måde at jeg kan finde ro til noget som helst. alt er bare noget lort lige nu. og jeg ved ikke hvor længe jeg kan holde det her ud. noget er der simpelhen nød til at ske. men hvad ved jeg ikke. desværre.

nu vil jeg til at afslutte dette blogindlæg.

lige nu køre det hele alt for stærkt. tankerne flyver rundt. stemmerne. skyggerne og dæmonerne fylder rigtig meget. og jeg kan ikke være nogen steder. uroen og rasløshden er bare rigtig hård og det fylder også rigtig meget, lige nu har jeg bare lyst til at skade mig selv. bare for at kunne få lidt ro på det hele. hvor skal jeg dog gøre af mig selv. jeg prøvede i sidste måned at tage til sjælland for at se om det kunne hjælpe mod uroen og rastløsheden- men nej det gjorde det heller ikke. jeg går stadig med tanken om at jeg måske skulle lade mig indlægge. bare for ar kunne få noget ro på. for jeg ved ikke hvor længe det her kan blive ved med at gå. det er meget svært at være i mig selv når jeg har det på denne her måde. alt er bare kaos lige nu. og det er virkelig hårdt at være i.

jeg vil til at afslutte dette korte blogindlæg. jeg kan ikke rigtig overskue at skulle skrive mere.

i dag skulle jeg snakke med min distriktssygeplejerske. da hun var kommet spurgte hun om hvordan det går. og jeg sagde det som det var at jeg ikke havde det godt. og jeg ikke ville kæmpe mere. jeg havde allermest lyst til bare at give op. stemmerne. skyggerne og dæmonerne har virkelig været slemme her på det seneste. hun spurgte hvordan det var gået på det nye medicin. jeg sagde at jeg ikke havde prøvet det endnu. dette kunne hun ikke forstå. da vi kiggede mine medicinæsker i gennem viste det sig at dem som ordner min medicin ikke havde fået lagt det nye medicin i æskerne. dette var selvfølgelig noget hun ville få tjekket op på hvorfor de ikke har været ude med ny medicin. som de faktisk skulle gøre så snart det bliver ændret. hun spurgte også mere ind til hvordan jeg havde det. jeg sagde at jeg på ingen måde havde det godt. og at jeg helst bare ville have fred og ikke være her mere og at jeg bare havde lyst til at skade mig selv og at jeg ikke vidste om jeg kunne holde det ud tre uger mere. jeg syntes hun var rigtig hård. for som hun sagde. hvis jeg alligevel ikke ville være her om tre uger. så var der ikke nogen grund til at forsætte behandlingen. jeg syntes på ingen måde den måde hun sagde det på var særlig fair. for jeg kæmper alt hvad jeg kan. hun sagde også at hvis jeg blev indlagt så kunne jeg jo stadig lave selvskade og at det så ikke ville gøre den store forskel på om jeg var indlagt eller ej. for som hun sagde så kunne jeg jo bare smule ting med ind på afdelingen. da de kun visitere en når man ankommer men ikke hvis man fx har været hjemme på orlov. hun sagde også at jeg skulle prøve at være mere positiv. og se mere på den energi som jeg har. og at det ville hjælpe mig meget så jeg havde lyst til at kæmpe. for hvis jeg virkelig ville herfra. så havde jeg vel gjort det for længst. vi snakkede også om at jeg gerne ville have min diagnose ændret. dette har hun snakkede med min psykiater om. og de fastholder min diagnose. for som hun siger. så ligger de så tæt opad hinanden at behandlingen er den samme. og som hun sagde hvis jeg vil have en revurdering var det noget som jeg selv skulle betale for. så det kommer ikke på tale. det har jeg ikke økonomi til. desværre. så det er noget jeg bare må acceptere. der er ikke andet for.

jeg kan godt mærke at det har været en hård samtale. men det går ikke at jeg ligger mig. for så ender det bare med at jeg falder i søvn. og det er jo ikke så godt. hvis jeg også skulle kunne sove i aften. da jeg har en aftale med min nye bostøtte i morgen. så det er meget vigtigt at jeg kommer op. så jeg kan være klar til når hun kommer. så nu kan jeg heldigvis bare slappe af resten af dagen. så det er jo bare dejligt må man sige. nu vil jeg til at afslutte dette blogindlæg.

det er tirsdag og jeg sidder her ved min computer. klokken er lige nu tove minutter over fem. og jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. jeg er virkelig restløs. og uroen fylder rigtig meget. her i sidste uge var jeg taget til Sjælland for at prøve at komme lidt væk. men der gik ikke mange dage før jeg tog tilbage til Aalborg igen. jeg ved slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. lige meget hvor jeg er så føler jeg mig ikke tilpas. jeg kan slet ikke være nogen steder. angsten er altid med mig. jeg får aldrig fred. det er virkelig hårdt at være i. og jeg ved sku ikke lige hvad jeg skal gøre. for er jeg herhjemme så følger uroen. angsten og alle de tanker med. men det gør de også selvom jeg tager nogen steder hen. det er godt nok længe siden at jeg har haft det sådan her. det plejer nemlig at hjælpe at komme lidt ud. men det gør det ikke denne gang. i morgen skal jeg snakke med min distriktsygeplejske da hun kommer hjem til mig. så må vi se om jeg kan forklare hende hvordan jeg har det. jeg har virkelig lyst til at skade mig selv. bare for at kunne få lidt ro på. men så er det jo det store spørgsmål hvor længe ville det så hjælpe. for som der altid plejer at ske. så holder det ikke ret længe. jeg får det nemlig meget værre. og sådan køre det bare i ring. og det er meget svært at komme ud af. jeg er heller ikke begyndt på det nye medicin endnu. og jeg ved ikke hvordan og hvornår jeg skal det. for sådan som det ser ud lige nu. så er det sku svært at være i. jeg er meget bange for om det kunne ende galt hvis det forsætter sådan. for jeg ved ikke hvor længe jeg kan kæmpe i mod. nu hvor det er blevet ekstra svært. men det må tiden jo vise.

jeg har ret meget at se til i denne uge. i dag har det været hjemmehjælp. i morgen kommer min distriktsygeplejske som sagt. på torsdag kommer hende fra peer projektet. hvor vi skal have gennemgået et skema. det er jeg meget spændt på. hvordan det kommer til at gå. fredag skal jeg måske til noget fest. så som du godt kan se. så har jeg en masse som jeg skal de kommende dage.

nu vil jeg til at afslutte dette blogindlæg. da jeg snart skal have kigget på noget aftensmad.

her i går sad jeg og så nyhederne på tv2. der var et indslag om folk som havde prøvet at være med i avatar projektet. jeg blev bare så ked af det og frustreret. fordi jeg også gerne vil være med og have den hjælp som jeg har brug for. jeg er bare så tæt på at opgive det hele. for den hjælp jeg får nu. er bare ikke tilstrækkelig. jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. for det virker til at jeg ikke må få den hjælp som jeg har brug for. men hvordan får jeg mon det. i dag ringet en af mine behandlere. det er nemlig hende som jeg skal være med i peer projektet. som går ud på at man skal lære at mestre og håndtere stemmerne. jeg sankkede også med hende omkring at jeg gerne ville have en revurdering i forhold til min diagnose. det er nemlig den som er med afgørede på om jeg kan komme med i avatar perojeget. hun lovet at hun ville tage fat i min ditrikssygepplejske igen. men jeg overvejer faktisk at flytte fra byen for at kunne få en revurdering. for det virker nemlig ikke til at Aalborg er villige til at give mig den revurdering som jeg har kræv på. jeg magter bare heller ikke at skulle blive ved med at kæmpe. det er virkelig hårdt at skulle blive ved med at kæmpe mod systemet. lige nu ved jeg bare ikke hvad jeg lige skal gøre. det hele føles bare så håbløs. hvordan skal jeg dog blive ved med at kæmpe. jeg føler lige meget hvad at jeg bare ikke kommer nogen vegne. det er ligesom om at det hele bær går i stå. og at der ikke sker noget. det går mig virkelig på. for jeg vil jo rigtig gerne have den rette hjælp. men som sagt så føler jeg bare at det ikke er nok det hjælp som jeg får. desværre. for hvordan skal jeg dog kunne råbe dem op? det ved jeg simpelhen bare ikke. jeg skulle aldrig have været flyttet til Aalborg. den gang jeg boede i slagelse var der ikke noget. der havde de nemlig givet mig diagnosen skizofreni. og der fik jeg alt den hjælp som jeg havde brug for. så det var rigtig dejligt den gang. skulle man mon flytte tilbage. det ved jeg ærligt talt ikke. desværre. for jeg har jo fået et godt netværk her i Aalborg. og det vil jeg helst ikke forlade. for jeg har nemlig ikke rigtig noget netværk i slagelse længere. tror jeg kun kender et par stykke som er tilbage.

min nu må vi se hvad der sker. der er ikke andet for. nu vil jeg til at afslutte dette blogindlæg.