Saschas Blog

klokken er no ved at være halv fire i natten og jeg sidder stadig her ved min computer. jeg kan ikke rigtigt finde ro til at kunne gå i seng. jeg er meget plaget af stemmerne hertil aften. de vil rigtig gerne have at jeg skal lave selvskade. og jeg ved ikke om jeg kan stå i mod. jeg har kæmpet det seneste stykke tid for at holde dem på afstand. og det er da gået indtil videre. men hertil aften er det godt nok svært. jeg sidder her alene i min lejlighed og ved ikke rigtigt hvor jeg skal gøre af mig selv. de larmer og er overalt. hvorfor kan jeg ikke bare få fred. hvorfor skal jeg kæmpe sådan. når jeg kan se at andre har det let. hvordan skal jeg dog slippe af med stemmerne. skyggerne og selvskaden. hvad skal jeg give for at kunne få et mere normalt liv. jeg har bare lyst til at give efter og lade stemmerne føre ordet. måske har de i virkeligheden ret. er det måske den rette vej at gå. skal jeg virkelig lytte til dem og lade dem bestemme. jeg savner virkelig at være indlagt. for der føler jeg mig mere tryg og der er altid nogen som jeg kan gå ud til hvis jeg er voldsomt plaget. det er der ikke i min egen lejlighed. måske skulle jeg gøre som en af mine veninder siger. og prøve at høre om jeg kan komme på et bosted. og på den måde få noget mere støtte. der er snak om at jeg skal have noget mere støtte. men der er ikke rigtig sket noget. jeg blev ringet om af en som gerne vil høre mere om det støtte jeg gerne ville have. de spurgte indtil hvilken støtte jeg gerne ville have/have brug for. jeg havde lidt svært ved at forklare det. men jeg fik sagt noget i retning af at jeg havde brug for at støtte i forhold til mine stemmer og min psyke og de ting jeg kæmper med. her i dag fik jeg et brev i eboks omkring at jeg skal starte i stemmehøregruppe. jeg skal til fårsamtale her den 10ne september. det bliver rigtig spændende at se hvordan det kommer til at blive. det er ikke noget jeg har prøvet før. jeg er meget nervøs for hvad det er for noget. jeg er meget nervøs for at skulle forklare mig overfor andre. det er ikke rigtigt noget jeg har prøvet før. jeg er meget bange for at skulle forklare hvad og hvordan mine stemmer er overfor andre. jeg er bange for hvordan mine stemmer vil reagere når jeg fortæller andre om deres planer og hvordan de er. jeg ved ikke om de kan straffe mig på nogen måde. jeg er virkelig bange for hvad der kan ske. det har jeg ikke prøvet før. altså at skulle snakke om dem overfor andre. jeg ved ikke om jeg ville komme til at få et angstanfald. jeg er glad for at jeg skal til en fårsamtale. for så kan vi få snakket om hvad der kommer til at ske. jeg tænker meget over hvad mon de ville spørge mig om. vil de mon spørge indtil mine stemmer? skal jeg forklare dem som det i virkeligheden er. eller skal jeg bare forklare at alting er godt. og der er intet i vejen. stemmerne vil jo gerne have at jeg bare skal sige at alt er godt. kan jeg mon modstå deres ordre? det ved jeg sku ærligtalt ikke. hvis du kender til at være i stemmehøre. så høre jeg gerne om det. jeg vil gerne høre om hvordan du har oplevet at være i en stemmehøregruppe. jeg vil gerne forberede mig. for jeg er som sagt meget nervøs. men vi får at se hvordan det kommer til at gå. jeg håber at det kommer til at gå godt. jeg skal nok skrive et blogindlæg om hvordan det kommer til at gå. og jeg kommer nok til at skrive endnu et blogindlæg inden da. da jeg har nok at skrive om. da stemmerne er meget stride for tiden. men vi må se hvordan det kommer til at gå.

som alle forhåbentlig ved så er der tilbud omkring at blive vaccineret mod corona. jeg har også fået tilbuddet. men jeg er virkelig splittet. jeg vil rigtig gerne have den. men jeg er virkelig som i virkelig bange for nåle. grunden til det er at den gang jeg fil min tolv års vaccine gjorde det virkelig ondt. dette sidder stadig i mig. bare det at jeg skriver om det kan jeg mærke angsten og hjertet der banker derudaf. der er flere som siger Sascha. var det ikke snart på tide at du bliver vaccineret. det går mig sku på. for det er et meget stort pres. jeg vil jo rigtig gerne. men jeg tænker også meget på hvordan min krop ville reagere på vaccinen. bliver jeg syg. eller hvad kommer der til at ske. det er det store spørgsmål. jeg ved ikke helt hvordan jeg skal gribe det an. for jeg kan jo ikke bare bestille en tid. for hvis jeg skal have den. så ville jeg rigtig gerne blive bedøvet så jeg ikke mærke noget. men er dette overhovedet muligt? hvis ikke det er. så tror jeg sku ikke at jeg kan klare det. der er godt nok flere der siger at det ikke gør ondt. men det er bare svært tro på. stemmerne siger nemlig noget andet. de siger at det er gift de vil sprøjte ind i mig. udover det så siger de at det vil gøre rigtig ondt. så jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. den er virkelig svær. men jeg må bare prøve at ringe til der hvor man kan bestille tid. og fortælle min situation. måske kan de hjælpe og lave et forløb så jeg kan blive bedøvet så jeg ikke mærker noget. det bliver spædende at se. glæder mig. det gør jeg i hvert fald ikke.

klokken er kun 05:40 og jeg kunne ikke sove mere. tankerne køre rundt. og stemmerne larmer som bare pokker. jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. jeg savner sku at være indlagt. jeg savner trygheden. den har jeg ikke rigtigt når jeg er i min egen lejlighed. jeg savner bare at kunne gå ud til noget personalenår jeg har det skidt. jeg får ikke rigtigt noget støtte her i min lejlighed. der er jeg mere overladt til mig selv. hvilket nok ikke er det bedste. jeg har lyst til at skade mig selv. fordi at stemmerne larmer og angsten køre derudaf. det hjælper desværre ikke at ligge mig under kugledynen. angsten og stemmerne følger mig bare overalt. jeg kan ikke rigtigt flygte fra dem. jeg har overvejet om jeg skulle snakke med kommunen om jeg evt skal på et bosted eller få noget mere støtte. for det her kan jeg på ingen måde holde ud ret meget længere. ikke noget med det. så har kommunen valgt at forlænge mit ressourceforløb til november fordi de åbenbart mangler noget papirer fra psykiatrien. dette stresser mig rigtig meget. godt nok ved jeg at jobcenteret ikke vil sende mig ud i noget. det har vi nemlig en aftale om. jeg håber virkelig at jeg bare kan få førtidspension. så jeg ikke skal stå til rådighed for kommunen og jobcenteret. jeg har bare brug for fred og ro. jeg kæmper meget i forvejen for at kunne komme igennem hverdagen. det trækker rigtig mange kræfter. også er der ikke ret meget overskud til at kunne have et job. jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre hvis jeg får et afslag. det tænker jeg meget over. for hvis jeg får et afslag. så bryder min verden helt sammen. allerede nu hvor jeg skriver om det. så kan jeg mærke angsten der ligeså stille kommer snigende. jeg syntes godt nok at ventetiden er lang. jeg vil bare have det overstået. så jeg kan slappe mere af. vi må se hvordan det kommer til at gå. det er ikke til at sige noget om endnu. men jeg lover at jeg nok skal skrive et blogindlæg omkring det når der sker mere.

her på det sidste er det gået meget op og ned. stemmerne og angsten styre min hverdag. især angsten er taget voldsomt til. jeg kan ikke rigtig være nogen steder uden at angsten kommer buldrede. det var meningen at jeg skulle have været ude hos en ven her i weekenden men dette må jeg aflyse simpelthen fordi at angsten kom op i mig. jeg var også hjemme hos min mor i sidste uge. der måtte jeg også tage hjem fordi at jeg kunne mærke angsten. det går mig sku på at jeg er så plaget af angst. jeg kan ikke rigtig hygge mig og slappe af fordi at angsten er der hele tiden. det gør det så ikke nemmere at stemmerne også banker mig oveni hovedet. jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. for det er virkelig hårdt at være i. jeg har også meget svært ved at sove fordi at angsten og stemmerne styre det hele. hvordan skal jeg dog komme igennem det. det ved jeg ikke lige. når jeg er allermest angst har jeg bare lyst til at skade mig slev fordi jeg ikke kan rumme de følelser og stemmer. jeg trænger bare til fred. jeg ved ikke hvor længe at jeg kan holde til det her. det er ikke nemt at holde facaden overfor andre. de skal ikke se hvordan jeg i virkeligheden har det. jeg vil ikke vise at jeg er svag. jeg vil gerne være stærk. og vise at alt går som det skal. men det gør det bare ikke. jeg må se hvordan det kommer til at gå fremadrettet. det er ikke til at sige. jeg skal nok skrive et nyt blogindlæg hvis det bliver bedre eller værre.

puha det hele er noget lort lige nu. jeg sidder her og klokken er nu ca de fem om morgen og kan slet ikke finde ro. stemmerne er helt oppe at køre. og jeg ved snart ikke om jeg kan holde det ud meget mere. de vil gerne have at jeg skal skade mig selv og gøre det der er værre. de vil rigtig gerne have at jeg skal tage alt mit medicin som jeg lige har fået nye forsyninger af. jeg ved ikke om jeg kan stå i mod. jeg vil så gerne have fred. jeg vil virkelig ikke mere. hvorfor skal jeg lide sådan. det er slet ikke fair når jeg ser hvordan andre har det og hvordan de kan leve deres liv uden stemmer og andre ting. hvorfor skal jeg virkelig lide sådan. det er bare overhovedet ikke fair. jeg ved slet ikke hvad jeg ellers kan gøre for at få det bedre. der kan ikke rigtig gøres ret meget med min medicin. da det andet de havde prøvet kunne jeg ikke tåle. derfor sagde de at de ikke rigtigt kunne gøre ret meget mere for mig hvad det angår. så er der stemmeterapi. men det syntes jeg ikke rigtigt der kommer gang i. jeg har ihvertfald ikke hørt noget fra psykiatrien. hvilket er meget mærkeligt. jeg ved bare ikke om jeg kan vente på at de kommer i gang med at få mig i gang med stemmeterapi stemmerne fylder rigtigt meget i min hverdag. og hele dagen lang skal jeg modstå deres ordre. det er virkelig svært. for alle de følelser de sætter i gang. det er virkelig svært at modstå. jeg har bare virkelig lyst til at give efter og lade dem styre slagets gang. måske kunne jeg virkelig få fred hvis jeg gjorde hvad de siger. måske har de ret. er det i virkeligheden det jeg skal. jeg har virkelig lyst til at lade dem føre kniven. den ligger overe i skuffen og bare venter på at jeg skal bruge den. jeg er klar til at gøre det de netop siger. måske er det i virkeligheden nu tiden er inde. er livet slut for mig. jeg kan virkelig ikke mere. måske er døden den rette vej. bare stilheden. mørket der omslutter en. det er det eneste som jeg tænker på lige nu. angsten. stemmerne. lysten til selvskade fylder bare det hele lige nu. det er ikke til at slippe af med igen. lige meget hvor jeg går hen så er de med. går jeg 10 km så er de der stadig. jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. jeg tør ikke sige det til min psykiater. i frygt for at de enten prøver anden medicin som måske ikke virker eller gøre det værre. eller få mig indlagt igen. det ønsker jeg virkelig ikke. jeg syntes at være indlagt i en måned er længe nok. det vil jeg virkelig ikke gennemgå igen. bare at skulle igennem møllen igen. det kan jeg virkelig ikke overskue.

jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre lige nu. jeg vil ikke gøre mine venner kede af det hvis jeg ikke var her mere. men det er bare ikke til at holde ud at være mig. havde jeg kunne gøre andet ville jeg virkelig gerne gøre det. for havde jeg kunne få det anderledes. altså at få mine stemmer. angst. lysten til selvskade. skyggerne som plager mig som bare fanden til at forsvinde så ville jeg give min højre arm for det. når jeg ser hvordan andre som lever et helt normalt liv har det. bliver jeg helt misundelig. dem som ikke har nogen psykiske lidelser. kender ikke til det at have stemmer. angst og lysten til at skade sig selv. jeg ville virkelig ønske at jeg kunne være ligesom dem.

som sagt. jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. skal jeg bare gøre som de siger. det er det store spørgsmål. kan jeg mon klare det ret meget længere? det ved jeg sku ikke. det hele er bare noget lort.

jeg ønsker ikke at gøre nogen kede af det. men jeg har det bare svært lige nu. jeg ved at der har er mange som holder meget af mig. og dem ønsker jeg ikke at såre. men det er bare virkelig hårdt at leve i. jeg håber snart at jeg kan får det bedre. men jeg ved bare ikke hvordan. det lige skulle kunne lade sig gøre. jeg har snart opgivet det hele.

så stemmer tag hvad i vil jeg kan ikke mere. gør det som i har lyst til. det hele er op til jer. jeg vil bare have fred. 🙁

jeg beklager dette indlæg. men det skulle bare ud. da det er noget jeg har gået med. jeg håber ikke at det har skramt jer. hvis det har. så beklager jeg meget.