Kategori: Personligt

her i onsdags var det sidste gang at jeg skulle møde i stemmehøregruppen. det er mærkeligt at tænke på at jeg ikke skal møde der mere. jeg var virkelig glad for at komme der. og jeg er glad for at jeg har lært nogen nye mennesker at kende. jeg ved bare ikke lige hvad jeg så skal gøre nu her. for jeg har heldigvis fået nogen nye teknikker at arbejde med. men jeg ved bare ikke om det kan lykkedes når jeg sidder her alene og når det er de svære stunder. så har de alt for meget magt og får formår jeg ikke at kunne kæmpe i mod. jeg syntes faktisk at det er utroligt at jeg endnu ikke har lavet selvskade. men den har jeg heldigvis kunne holde indtil videre. når men en ting vi faktisk skulle høre om i gruppen i onsdags var noget som hed avatar projektet. kort fortalt så går det ud på at man skal sammen med en psykolog skal sidde og prøve at designe de stemmer. eller hvad man nu kæmper med. man får så et VR headset på. psykologen kan så snakke og lyden som stemmen/stemmerne hvor man så skal lære at konfrontere stemmerne. og på den måde lære at kunne mestre sine stemmer. det er stadig kun et forskningsprojekt. så det er stadig i den meget tidlige face herhjemme. når men jeg sagde så at jeg gerne ville prøve det. så hende fra projektet ville tage fat i min distriktsygeplejske. så nu må vi se hvad der sker. man trækker lod om enten at komme med på projektet eller om man kommer i kontrolgruppen. på den måde kan de måle om dem som har prøvet det om det så virker vs dem som ikke har. så jeg er meget spændt på om jeg kommer til at afprøve det. eller hvad der kommer til at ske. for et eller andet skal der ske. for det her er ikke til at holde ud. jeg vil så gerne af med dem. altså stemmerne. skyggerne og dæmonerne. jeg vil så gerne bare kunne leve et helt almenligt liv som alle andre.

når jeg vil til at afslutte dette blogindlæg.

her i morgen skal jeg snakke med min distriktsygeplejske. og hun skal sikkert høre hvordan det går. som jeg skrev i mit tidligere blogindlæg så går det ikke super godt. jeg er meget plaget af stemmerne. skyggerne og dæmonerne. ikke nok med det så har jeg selvmordtanker. bl.andet fordi at de plager mig så voldsomt som de gør. jeg ved slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. for det er på ingen måde til at holde ud. hvordan skal jeg dog komme igennem det? i morgen når vi skal snakke. så hvis hun spørger hvordan det går. vil jeg bare sige at det går super godt. og at der er godt styr på det hele. planen er på sigt at jeg vil forlade denne jord i stilhed. og at uden nogen opdager det før det er sket. jeg vil og kan ikke blive ved med at kæmpe. jeg syntes at det er uretfærdigt at jeg skal kæmpe så hårdt når jeg kan se at mange andre lever et meget bedre liv. uden stemmer osv. jeg håber bare at min distriktsygeplejske ikke kan læse mig. jeg må bare for alt i verden holde en facade i morgen. heldigvis skal vi bare snakke over telefonen. så på den måde kan hun ikke se mig. og jeg er ret god til at at holde en facade stemmemessigt. så jeg tror ikke at hun ville kunne høre at det ikke går så godt. men nu må vi se hvordan det kommer til at gå i morgen. der er ikke andet for end at vente og se.

nu vil jeg til at afslutte dette blogindlæg. kan i have en dejlig aften.

som jeg har skrevet i de sidste blogindlæg så går det ikke super godt fortiden. jeg kæmper meget med stemmerne. skyggerne og dæmonerne. samt lysten til at lave selvskade. og tage en overdosis. her på fredag kommer min distriktsygeplejske forbi da hun skal høre hvordan det går. jeg har bare lyst til at sige at alt går godt. og at der ikke er noget i vejen. og alt er som det skal være. jeg er glad for at det kun er hende og jeg som skal snakke. for så er der ingen der kan fortælle hvordan det i virkeligheden går. ikke nok med det så efter at jeg tog den lille overdosis har mine stemmer. skygger og dæmoner bare virkelig presset på for at jeg skal tage mere. lysten er virkelig stor. og det jeg ønsker at bare at gøre det i stilhed. så ingen får noget at vide om hvor og hvornår jeg gør det. for hvis jeg siger noget. så ender det sikkert med at nogen enten tilkalder min nabo. min mor eller endda ringer til politiet. og det ønsker jeg på ingen måde. hvorfor skal mennesker tvinges til at leve. hvis nu at livet ikke er det rigtige for dem. det har jeg aldrig forstået. jeg ved bare ikke rigtigt hvad jeg skal gøre af mig selv. for jeg føler at lige meget hvor jeg er. så er det ikke det rigtige for mig. angsten køre derudaf. stemmerne. skyggerne og dæmonerne larmer helt vildt. jeg vil gøre næsten alt for at få fred og bare mærke stilheden. jeg vil og kan ikke kæmpe ret meget længere. jeg forstår virkelig ikke hvorfor at jeg skal have det sådan. jeg burde jo have det godt og være glad. men når de dumme stemmer. skygger og dæmoner gør det hele til et helvede så er det sku svært. jeg har ikke lyst til at gøre mine venner kede af det hvis jeg ikke er her mere. men sådan som det ser ud nu. så er det ikke til at holde ud. jeg er sikker på at når der er gået noget tid er vender de sig nok til at jeg ikke er her mere. bare at jeg kan få fred. så er det bare det jeg virkelig ønsker.

sådan som det ser ud lige nu. så har jeg medicin nok til at kunne tage en overdosis. jeg har til næsten 14 dages tid. bare tanken om at jeg måske ville kunne få fred ved at gøre det. giver mig virkelig den store lyst til at gøre det. jeg kæmper virkelig som en gal for ikke at gøre det. men jeg ved bare ikke hvor længe som jeg kan blive ved med at kæmpe. det er rigtigt hårdt. lige nu har jeg bare lysten til at lave selvskade for jeg har den kæmpe psykiske smerte og uro som jeg bare ikke ved hvor jeg skal gøre af. og hvordan jeg overhovedet skulle kunne rumme den.

jeg vil til at afslutte dette blogindlæg da jeg ikke lige kan samle mig om at skulle skrive mere lige nu.

her sidder jeg et par dage senere og tænker tilbage på det der skete i forgårs. som skrevet i mit tidligere blogindlæg så tilkaldte mine venner politiet da jeg havde taget mere medicin end jeg skulle og at de var meget bekymret for mig. da jeg var voldsomt plaget af stemmer, skygger og dæmoner. jeg sidder her og tænker på hvorfor jeg ikke bare må få fred. jeg vil ikke kæmpe mere. jeg skal både kæmpe mod systemet da jeg ikke har den diagnose som passer til mig. men også min daglige kamp mod mine stemmer. skygger og dæmoner. jeg har aldrig 100% fred for dem. de er der altid i en eller anden form. og det frustrere mig virkelig meget. og det er meget op ad bakke syntes jeg. jeg ved ikke hvor jeg skal finde alle de kræfter som der kræves for at skulle forsætte kampen. jeg ved godt at det mine venner gjorde var fordi at de var bekymret for mig fordi jeg havde det som jeg havde det. men jeg syntes ikke at det var en god ide det de gjorde. for hvis ikke de havde gjort det. havde jeg måske fået fred i dag. hvem ved. det værste de faktisk gjorde var at de skrev til min nabo og min mor. heldigvis kan min mor ikke finde ud af at læse beskedanmodninger på facebook. så hun ved ikke det som er sket her forleden. men det er bare et spørgsmål om tid før at hun sikkert finder ud af hvordan man læser beskedanmodninger på facebook. min nabo ved også godt hvad der skete. og hun skyndte sig over til mig dagen efter hvor hun så beskeden fra en af mine venner. det gør heldigvis ikke så meget at hun ved det. for hun ved godt hvordan jeg til tider godt kan have det. og hun forstår mig rigtig godt. det er værre med min mor. hende og jeg har aldrig haft det forhold med at jeg skal fortælle hende omkring hvordan jeg har det. og hvad jeg går med. hun ved lidt af det hele. men ikke det hele. og det tror jeg heller ikke at hun skal. for hun har bare meget svært ved at forstå og sætte sig ind i hvordan det er at være mig. så det er bare ikke lige hende jeg snakker med om den slagt ting. på det punkt er det meget godt at hun bor helt overe på sjælland. så kan hun ikke gøre så meget.

lige nu sidder jeg i toget på vej til sjælland da det er der jeg skal holde nytår. det skal jeg faktisk sammen med de samme venner som der ringet til politiet. det er meget længe siden at jeg har set dem. så det skal nok blive dejligt. det er bedst at jeg ikke er alene i disse tider. nu kan vi jo bare se hvordan det gik forleden. det var ikke så godt. det er faktisk længe siden at jeg har lavet slevskade. jeg kan godt mærke at trangen er virkelig stor. jeg ville faktisk have nået det i dag. men det kunne jeg bare desværre ikke nå. men vi må se om jeg kan slippe afsted med det imens jeg er på sjælland. de er vidst holdt op med at gemme de skarpe ting væk. det gjorde de nemlig sidst jeg var der. hvor jeg fik et voldsomt angstanfald. men det tror jeg også at de har glemt igen. heldigvis. bare tanken om at kunne mærke smerten fra selvskaden det savner jeg helt vildt meget. det er som om at der bliver totalt ro i en kort periode. det kunne være så dejligt at opleve igen. men vi må se hvordan det kommer til at gå. det må tiden jo vise.

nu vil jeg til at afslutte dette blogindlæg. så jeg kan slappe af her i toget som jeg er i på vej mod sjælland. kan i have en dejlig aften.

her i går gik det helt galt. jeg havde kørt en døgner samtidig med det havde jeg heller ikke taget min medicin for to dage. i går ca til aften fik stemmerne. skyggerne og dæmonerne hele magten. og jeg kunne intet gøre. jeg husker ikke ret meget andet end jeg havde snakkede med nogen venner på discord. og de kunne høre at der var noget som det ikke skulle være. det endte desværre med at jeg kom til at tage min medicin for to dage. plus en del PN. da jeg sagde at jeg havde taget så meget medicin blev mine venner så urolige for mig at de tilkaldte politiet. da jeg ikke kunne afvise at jeg ikke kunne love ikke at tage mere. ca en time efter banket det på døren. jeg blev meget angst for hvem det kunne være på denne tid. jeg troede først at det var min nabo da mine venner havde skrevet til min nabo om at hun skulle kigge til mig. da jeg kom ud til døren spurgte jeg igennem døren hvem det var. og da de sagde at det var politiet tænkte jeg bare what. hvad laver de dog her på denne tid. jeg åbnet døren og de spurgte om de ikke måtte komme ind da de gerne ville snakke med mig. jeg sagde jo det måtte de gerne. da de kom ind spurgte jeg hvorfor de var kommet. de sagde at de var kommet fordi en af mine venner havde ringet da de var meget urolige for mig. og hvad jeg kunne finde på at gøre. de spurgte meget indtil hvordan jeg havde det og hvad jeg havde lavet.jeg sagde det som det var. at jeg havde taget medicin for to dage. plus noget PN. de spurgte så om de skulle køre mig på den psykiatriske skadestue for at jeg kunne blive indlagt. jeg sagde at jeg hellere ville sove den ud herhjemme. dette var de ikke meget for. men jeg fik dem overtalt til at jeg kunne blive herhjemme. de sagde så at jeg skulle love dem at hvis jeg fik lyst til at gøre noget. at jeg så skulle ringe til dem. så ville de gerne komme ud og hente mig. for som jeg sagde til dem. jeg har ikke en chance for at selv at kunne tage derud. da der er helt mørkt og meget glat. så hvis jeg ringet så kommer de gerne ud og henter mig. jeg faldte heldigvis i søvn kort tid efter. jeg kan godt mærke at aftenen havde været hård i går. jeg helt ødelagt i dag. jeg har også sovet hele dagen. og er allerede klar til at gå i seng igen.

nu vil jeg til at afslutte dette ret voldsomme blogindlæg. jeg kan mærke at jeg har brug for at komme mig oven på i går. kan du have en dejlig aften.