Saschas Blog

i dag skulle jeg snakke med min distriktssygeplejerske. da hun var kommet spurgte hun om hvordan det går. og jeg sagde det som det var at jeg ikke havde det godt. og jeg ikke ville kæmpe mere. jeg havde allermest lyst til bare at give op. stemmerne. skyggerne og dæmonerne har virkelig været slemme her på det seneste. hun spurgte hvordan det var gået på det nye medicin. jeg sagde at jeg ikke havde prøvet det endnu. dette kunne hun ikke forstå. da vi kiggede mine medicinæsker i gennem viste det sig at dem som ordner min medicin ikke havde fået lagt det nye medicin i æskerne. dette var selvfølgelig noget hun ville få tjekket op på hvorfor de ikke har været ude med ny medicin. som de faktisk skulle gøre så snart det bliver ændret. hun spurgte også mere ind til hvordan jeg havde det. jeg sagde at jeg på ingen måde havde det godt. og at jeg helst bare ville have fred og ikke være her mere og at jeg bare havde lyst til at skade mig selv og at jeg ikke vidste om jeg kunne holde det ud tre uger mere. jeg syntes hun var rigtig hård. for som hun sagde. hvis jeg alligevel ikke ville være her om tre uger. så var der ikke nogen grund til at forsætte behandlingen. jeg syntes på ingen måde den måde hun sagde det på var særlig fair. for jeg kæmper alt hvad jeg kan. hun sagde også at hvis jeg blev indlagt så kunne jeg jo stadig lave selvskade og at det så ikke ville gøre den store forskel på om jeg var indlagt eller ej. for som hun sagde så kunne jeg jo bare smule ting med ind på afdelingen. da de kun visitere en når man ankommer men ikke hvis man fx har været hjemme på orlov. hun sagde også at jeg skulle prøve at være mere positiv. og se mere på den energi som jeg har. og at det ville hjælpe mig meget så jeg havde lyst til at kæmpe. for hvis jeg virkelig ville herfra. så havde jeg vel gjort det for længst. vi snakkede også om at jeg gerne ville have min diagnose ændret. dette har hun snakkede med min psykiater om. og de fastholder min diagnose. for som hun siger. så ligger de så tæt opad hinanden at behandlingen er den samme. og som hun sagde hvis jeg vil have en revurdering var det noget som jeg selv skulle betale for. så det kommer ikke på tale. det har jeg ikke økonomi til. desværre. så det er noget jeg bare må acceptere. der er ikke andet for.

jeg kan godt mærke at det har været en hård samtale. men det går ikke at jeg ligger mig. for så ender det bare med at jeg falder i søvn. og det er jo ikke så godt. hvis jeg også skulle kunne sove i aften. da jeg har en aftale med min nye bostøtte i morgen. så det er meget vigtigt at jeg kommer op. så jeg kan være klar til når hun kommer. så nu kan jeg heldigvis bare slappe af resten af dagen. så det er jo bare dejligt må man sige. nu vil jeg til at afslutte dette blogindlæg.

det er tirsdag og jeg sidder her ved min computer. klokken er lige nu tove minutter over fem. og jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. jeg er virkelig restløs. og uroen fylder rigtig meget. her i sidste uge var jeg taget til Sjælland for at prøve at komme lidt væk. men der gik ikke mange dage før jeg tog tilbage til Aalborg igen. jeg ved slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. lige meget hvor jeg er så føler jeg mig ikke tilpas. jeg kan slet ikke være nogen steder. angsten er altid med mig. jeg får aldrig fred. det er virkelig hårdt at være i. og jeg ved sku ikke lige hvad jeg skal gøre. for er jeg herhjemme så følger uroen. angsten og alle de tanker med. men det gør de også selvom jeg tager nogen steder hen. det er godt nok længe siden at jeg har haft det sådan her. det plejer nemlig at hjælpe at komme lidt ud. men det gør det ikke denne gang. i morgen skal jeg snakke med min distriktsygeplejske da hun kommer hjem til mig. så må vi se om jeg kan forklare hende hvordan jeg har det. jeg har virkelig lyst til at skade mig selv. bare for at kunne få lidt ro på. men så er det jo det store spørgsmål hvor længe ville det så hjælpe. for som der altid plejer at ske. så holder det ikke ret længe. jeg får det nemlig meget værre. og sådan køre det bare i ring. og det er meget svært at komme ud af. jeg er heller ikke begyndt på det nye medicin endnu. og jeg ved ikke hvordan og hvornår jeg skal det. for sådan som det ser ud lige nu. så er det sku svært at være i. jeg er meget bange for om det kunne ende galt hvis det forsætter sådan. for jeg ved ikke hvor længe jeg kan kæmpe i mod. nu hvor det er blevet ekstra svært. men det må tiden jo vise.

jeg har ret meget at se til i denne uge. i dag har det været hjemmehjælp. i morgen kommer min distriktsygeplejske som sagt. på torsdag kommer hende fra peer projektet. hvor vi skal have gennemgået et skema. det er jeg meget spændt på. hvordan det kommer til at gå. fredag skal jeg måske til noget fest. så som du godt kan se. så har jeg en masse som jeg skal de kommende dage.

nu vil jeg til at afslutte dette blogindlæg. da jeg snart skal have kigget på noget aftensmad.

her i går sad jeg og så nyhederne på tv2. der var et indslag om folk som havde prøvet at være med i avatar projektet. jeg blev bare så ked af det og frustreret. fordi jeg også gerne vil være med og have den hjælp som jeg har brug for. jeg er bare så tæt på at opgive det hele. for den hjælp jeg får nu. er bare ikke tilstrækkelig. jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. for det virker til at jeg ikke må få den hjælp som jeg har brug for. men hvordan får jeg mon det. i dag ringet en af mine behandlere. det er nemlig hende som jeg skal være med i peer projektet. som går ud på at man skal lære at mestre og håndtere stemmerne. jeg sankkede også med hende omkring at jeg gerne ville have en revurdering i forhold til min diagnose. det er nemlig den som er med afgørede på om jeg kan komme med i avatar perojeget. hun lovet at hun ville tage fat i min ditrikssygepplejske igen. men jeg overvejer faktisk at flytte fra byen for at kunne få en revurdering. for det virker nemlig ikke til at Aalborg er villige til at give mig den revurdering som jeg har kræv på. jeg magter bare heller ikke at skulle blive ved med at kæmpe. det er virkelig hårdt at skulle blive ved med at kæmpe mod systemet. lige nu ved jeg bare ikke hvad jeg lige skal gøre. det hele føles bare så håbløs. hvordan skal jeg dog blive ved med at kæmpe. jeg føler lige meget hvad at jeg bare ikke kommer nogen vegne. det er ligesom om at det hele bær går i stå. og at der ikke sker noget. det går mig virkelig på. for jeg vil jo rigtig gerne have den rette hjælp. men som sagt så føler jeg bare at det ikke er nok det hjælp som jeg får. desværre. for hvordan skal jeg dog kunne råbe dem op? det ved jeg simpelhen bare ikke. jeg skulle aldrig have været flyttet til Aalborg. den gang jeg boede i slagelse var der ikke noget. der havde de nemlig givet mig diagnosen skizofreni. og der fik jeg alt den hjælp som jeg havde brug for. så det var rigtig dejligt den gang. skulle man mon flytte tilbage. det ved jeg ærligt talt ikke. desværre. for jeg har jo fået et godt netværk her i Aalborg. og det vil jeg helst ikke forlade. for jeg har nemlig ikke rigtig noget netværk i slagelse længere. tror jeg kun kender et par stykke som er tilbage.

min nu må vi se hvad der sker. der er ikke andet for. nu vil jeg til at afslutte dette blogindlæg.

så skete det som jeg frygtet allermest. jeg er nemlig hertil formiddag blevet udskrevet. dette har jeg det på ingen måde godt med. jeg følte nemlig ikke at jeg var klar til at blive udskrevet. men dette blev der åbenbart ikke lyttet til. jeg sidder herhjemme. og ved på ingen måde hvor jeg skal gøre af mig selv tankerne køre rundt. stemmerne larmer. samt skyggerne og dæmonerne er over det hele. jeg har virkelig lyst til at skade mig selv. jeg kan nemlig ikke rumme det at være alene. jeg er bange for om jeg får gjort noget som ikke er så godt. da jeg sagde til dem at jeg ikke var klar. sagde de at jeg selvføgelig var velkommen til at kontakte den psykiatrisk skadestue hvis det blev for meget. jeg ved bare at jeg ikke kan rumme at skulle igennem møllen engang til. så lige nu ved jeg ikke hvordan jeg skal komme igennem det. det hele føles bare så uoverskueligt. jeg er bare så bange for at jeg ikke kan håndtere det at skulle være herhjemme. det er nemlig der at stemmerne. skyggerne og dæmonerne har allermest magt. og der hvor jeg har det allersværeste at skulle kæmpe i mod. men der er desværre ikke noget at gøre. de har desværre valgt at udskrive mig. og det må jeg jo bare acceptere. så vi må se hvordan det kommer til at gå. lige nu ved jeg ihvertfald ikke hvad jeg skal gøre.

i morgen kommer min bostøtte. så vi må se hvad vi skal lave her i morgen. det er også i morgen at der kommer nogen og skal skifte en ventilator ude på mit badeværelse. lige nu kan jeg ikke rumme det. men det er desværre nødvendigt da den motor som skal drive ventilatoren sidder inde hos mig.

jeg vil til at afslutte dette korte blogindlæg. jeg skal til at kigge på noget aftensmad.

i denne weekend har jeg fået lov til at komme hjem på orlov. meningen er at vi skal finde ud af om jeg er klar til at blive udskrevet. jeg har været indlagt i lidt over en uge. først på den lukkede. derefter blev jeg overflyttet til S2 det var samme sted som jeg tidligere har været indlagt. bare på S2 i stedet for S1. lige nu sidder jeg og tænker på om jeg er klar til at kunne blive udskrevet meget snart. dette ved jeg på ingen måde om jeg er. for jeg har det noget blandet ved at være herhjemme. jeg føler mig meget ustabil. da stemmerne larmer og siger en masse ting. skyggerne og dæmonerne er meget voldsomme og er over det hele. jeg har faktisk lyst til at tage tilbage til afdelingen allerede i aften. men desværre så lukker dørene her kl 22. så jeg kan nok ikke nå derhen. desuden så er det også blevet mørkt. så jeg er ikke så tryg ved at gå udenfor. så det må nok vente til i morgen. jeg skal være på afdelingen senest kl 20 i morgen aften. et eller andet sted. så glæder jeg mig til at komme tilbage. for lige nu der har jeg virkelig lyst til at skade mig selv. bare for at kunne få ro. for lige nu føler jeg at det hele er kaos. og jeg kan ikke rigtigt være i det. samtidig med det. så er jeg meget angst for at skulle prøve nyt medicin. jeg er nemlig bange for hvordan jeg ville reager på det nye medicin. hvad værre er. så ser det ud som om at jeg skal skifte medicin når jeg bliver udskrevet. sidst jeg har prøvet at skifte medicin var mens jeg var indlagt. hvilket var mere trygt end det ville være hvis jeg skulle gøre det i mens jeg er herhjemme. det stresser mig helt vildt meget. jeg ved bare ikke hvordan jeg skal kunne forklare længerne når jeg skal have samtale med dem her på mandag. jeg glæder mig virkelig ikke til den samtale. må jeg nok indrømme. lige nu ved jeg ikke hvordan jeg skal kunne komme igennem det. jeg kan godt mærke at angsten køre derudaf. lige nu ville jeg ønske at jeg havde alt det gamle medicin her hos mig. stemmerne vil gerne have at jeg skal tage en overdosis. men desværre så har personalet på afdelingen mit gamle medicin. jeg ville sådan ønske at jeg selv havde det her hos mig. det ville være så dejligt. men sådan er det nu engang. så lige nu er der kun selvskaden tilbage. men jeg ved ikke om jeg kan kæmpe i mod. for lige nu føler jeg at stemmerne. skyggerne og dæmonerne har magten. jeg har bare lyst til at give efter. men så bliver jeg bare ked af det. og vred på mig selv. for at jeg igen har skadet mig selv. men på den anden side så skadet jeg mig selv i sidste uge. så hvorfor ikke bare gøre det igen. det har jeg virkelig lyst til. jeg ved faktisk ikke om jeg har noget pn herhjemme. det må jeg lige have kigget på. der er ikke andet for.

jeg er også meget spændt på om det har hjulpet at jeg har sagt til flere af lægerne at jeg jeg gerne ville have en second opinion i forhold til min diagnose. men jeg tror ikke at der er sket noget. men det finder jeg også ud af på mandag. så det er jeg meget spændt på.

jeg vil til at afslutte blogindlæg.