Saschas Blog

hej der ude. det er lidt tid siden jeg har skrevet herinde sidst. så der er sket en del. det hele startet med at jeg ikke hade det så godt. og så snakket jeg med personalet her på tutten. og og de fik en haste aftale med min psykiater da det hele blev for meget for mig. da jeg fik snakket med hende og fortalt hende omkring at mine stemmer og lysten til selvskade er blevet så stor og at jeg til tider har skadet mig selv flere gange om dagen. så snakket vi om at jeg måske skulle øges i medicin. men først ville hun have at der skulle tages et ekg og blodprøver. det vil sige at jeg skal stikkes og der gik hele verdenen i stå for mig. for jeg er virkelig bange for nåle og da jeg kom tilbage efter samtale med psykiateren blev jeg meget angst fordi jeg på davrende tidspunkt ikke viste hvornår jeg skulle ind og undersøges. siden den dag og til dagen hvor jeg skulle undersøges var jeg tit angst og meget urolig. og lavet meget selvskade. så det er virkelig ikke så godt. da dagen kom hvor jeg skulle undersøges var jeg virkelig bange og angst. men heldigvis Rikke som skulle med mig der ind kendte til noget emla pastre som gjorde at der hvor man satte det på blev bedøvet. det gjorde at der jeg skulle stikkes så kunne jeg ikke mærke noget. og det hjalp mig virkelig meget for så gik det hel smerte frit og det var hurtigt overstået. bagefter skulle jeg have taget et ekg. og det vil sige at jeg fik en masse lektorder sat forskælgie steder som skulle måle hjertets tilstand. og alt det venter jeg stadig at få svar på. jeg var hos min psykiater i torsdags da vi hade en aftalt tid fordi at vi hade regnet med at få svar fra min læge som det vil blive sendt til når de er færdige med at undersøge prøverne. men på trods af flere henvendelser til min læge har vi ikke fået svar. så nu har vi en aftale på torsdag også håber jeg virkelig at der kommer svar. for da jeg ikke dyrker så meget motion er jeg spændt på at se. for desværre vejer jeg for meget. og kunne godt tænkte mig at tabe mig. men det er ikke lige så let som det burde være.

Nu er det blevet søndag. Og jeg kan mærke at jeg slet ikke er klar til at starte efter ferien. Som jeg skrev i min sidste blog så overvejet jeg at melde mig syg for at passe lidt på mig selv. Jeg har virkelig tænk over om jeg skulle gøre det. Men det har jeg nu valgt at gøre. Jeg har også overvejet om jeg skulle ringe til psykiatrisk skadestue for jeg kan slet ikke rumme at passe på mig selv. Jeg har brug for at andre tager det ansvar. Jeg vil prøve at ringe til dem i aften eller i morgen. Det kommer an på hvem som er på vagt på tutten. Og hvad tid jeg kommer videre fra min mor som jeg er hos nu. Jeg håber virkelig på forståelse fra tuttens side når de finder ud af hvad mine tanker går ud på. Jeg håber bare at skadestuen vil tage i mod mig når jeg ringer. Og ikke bare siger at det nok ikke er en god ide at indlægge mig. For hvor skulle jeg ellers være. Hvis det sker så får tutten jo ret i at det ikke er bedst at jeg bliver indlagt. Så jeg glæder mig bare til det er overstået og at det første skridt er taget. Eller sagt på en anden måde. Jeg glæder mig til at være inde i det det offentlige system. Det tror jeg vil gøre det meget lettere. For så ved alle hvad der er galt med mig. Så skal jeg ikke til at forklare dem det hele. For så står det der allerede. Men skal jeg starte med at sige det hele til personalet på tutten eller skal jeg bare kaste mig ud i det og ringe til dem? Jeg har aldrig ringet til psyk før. Så jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det er det som er meget svært for mig at kaste mig ud i. Jeg håber bare at det bliver nemmere end de tanker som jeg går med. Jeg ville bare ønske at alt var overstået og at alt var klaret. Men sådan er det langt fra. Hvis jeg kaster mig ud i det så skal jeg forklarer dem det hele. Og så stiller de sikkert en hel masse spørgsmål omkring hvorfor og hvordan det hele er opstået. Så det bliver noget af en omkring.

så er efterårsferien desværre snart slut. jeg føler mig bare slet ikke klar til at starte igen. i dag er det lørdag. og for hver time mister jeg overskud. jeg kan slet ikke finde energi til at starte igen. jeg overvejer at melde mig syg her på mandag. for jeg tror ikke at underviserne ville få meget ud af mig. for jeg kan slet ikke koncentrere mig omkring undervisningen fordi at stemmerne og tankerne er slemme ved mig. men jeg er ikke sikker på at de ville kunne forstå mig. for det plejer de ikke at gøre. men jeg kan mærke at det nok er bedst at jeg passer lidt på mig selv. fordi at jeg vil alligevel ikke kunne lære noget selvom jeg mødte op. jeg har virkelig overvejet at ringe til psykiatrisk skadestue fordi at jeg ikke kan passe på mig selv i lægten. så jeg har brug for at andre kan tage de ansvar. men spørgsmålet er hvordan personalet på tutten ville tage det. de vil nok spørge om hvorfor jeg ville gøre det og at jeg nok ikke har det slemt nok til at blive indlagt. og det orker jeg bare ikke at høre på. for det sagde de også sidst jeg snakket med dem op det. men hvad er der at gøre. det ved jeg virkelig ikke. jeg glæder mig bare til at komme væk fordi så er der måske nogen som ville syntes at det var en god ide et jeg gjorde. for det syntes dem på tutten i hvert fald ikke. men jeg er begyndt at være ligeglad for hvis jeg skulle lytte til dem så var der sikkert ikke sket noget som helst. men sådan er det med folk som ikke rigtig ved hvad de snakker om. men det ville jeg bare ønske at de gjorde. for så slap jeg nok for alt det her. og så kunne det måske være at det gik lidt stærkere med at jeg fik et bedre. men nu skal jeg ikke være negativ hele tiden. det bare svært når jeg ikke føler at der sker noget som helst. for jeg vil jo virkelig gerne have det bedre. men det er virkelig svært når jeg bliver ved med at blive plaget af de dumme stemmer. og tankerne. men det forstår de ikke rigtigt. og jeg syntes det virkelig er svært at forklare dem det selvom jeg gerne ville. jeg ville ønske at de kunne læse mine tanker og løse mine problemer. men det kunne de desværre ikke. det bare øvbøv. for det tager virkelig meget energi. og er virkelig frustrerende. men sådan er det. jeg glæder mig til at komme væk for så sker der måske noget. men jeg skriver senere om om jeg melder mig syg eller hvad.

jeg føler ikke der er sket noget i min behandling. nu har jeg være i behandling i ca 2 år. og jeg føler det er lige sort og at det ikke er blevet lysere. det er virkelig frustramnede for hvad gør jeg når jeg stopper på tutten. så skal jeg i gennem det effenlige system. og så skal de lære mig at kende. det er noget som virkelig føler meget hos mig lige nu. jeg glæder mig faktisk ikke. men der er ikke så meget at gøre ved det. men gad vide hvordan de vil lære mig at kende og hvem skal så snakke med mig og hvem skal tage sig af når jeg har det dårligt. og hvem skal styre min medicin. for det tror jeg ikke er en godide at jeg selv gør det hvis jeg får det dårligt. for jeg ved at mine venner nok ikke vil syntes om at jeg få tage for meget medicin. men jeg er spændt på at se hvordan det er når der er andre som skal overtage. for jeg ved at der ikke er nogen som kan læse fra min psykiaters system. så der skal nok holdes nogen møder eller sådan noget. jeg ville bare ønske at dem som skulle hjælp mig kunne læse mine tanker fordi så ville det hele være lettere og så er det måske nemmere at hjælpe mig og tage stemmerne og tankerne fra mig. for jeg kiinne godt bruge en masse ro. for det bruger en masser energi at skulle stå i mod og holde det ud. men det er ikke nogen vej uden om. jeg må desværre selv kæmpe og holde dem på afstand. men hvis nogen har erfaring med det effenlige system. så ville jeg meget gerne høre om det så jeg kan forberede mig på det. for der er ikke så lange tid til.

ja. det lykkedes mig at tage et bad selvom at stemmerne og tankerne gør det meget svært. som jeg skrev i min sidste blog så er jeg meget bange for at være ude på badeværelset i længere tid. men jeg ved ikke hvor længe jeg skal lide og være bange. for lige nu kan jeg jo godt se at der ikke er noget at være bange for. men når det hele så står på så er det meget svært af at være der og kunne gennemføre de ting. jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne behandle det og få hjælp.